Se traileren: En af 00'ernes mest uhyggelige gysere vender tilbage!

Vi har allerede fået to gyserfilm i The Strangers-serien, hvor man møder en trio af maskeklædte mordere, der jager uskyldige ofre.
Den første og yderst intense The Strangers med bl.a. Liv Tyler kom i 2008, mens efterfølgeren landede 10 år efter i 2018 med The Strangers: Prey at Night.
Nu kommer en tredje film, der også fungerer som den første i en ny The Strangers-trilogi. Den har titlen The Strangers: Chapter 1.
Se den første trailer til 'The Strangers: Chapter 1' nederst i artiklen.
I den tredje film i franchisen møder man et ungt par, der er på et roadtrip. Men da de må stoppe på en Airbnb langt fra alt et sted i Origon, begynder mareridtet for parret, der nu står overfor de tre maskerede fremmede.
Instruktørstolen indtages af Renny Harlin, der har actionfilm som Die Hard 2 fra 1990 og Cliffhanger fra 1993 på sit CV, videre til bl.a. The Long Kiss Goodnight fra 1996 og Deep Blue Sea fra 1999.
Renny Harlin startede faktisk sin karriere i gyserland med 'Prison' i 1987 med Viggo Mortensen på rollelisten og drømmegyseren 'A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master' i 1988.
Både The Strangers: Chapter 2 og The Strangers: Chapter 3 instrueres af Renny Harlin og er begge sat til ligeledes at lande i 2024.
'The Strangers: Chapter 1' og de to efterfølgere har endnu ikke fået danske premieredatoer.








