Se traileren: Hugh Grant har aldrig været mere creepy end i ny gyser!

'Heretic' byder på et sadistisk dødsspil
'Heretic'
(© Scanbox)

To unge missionærer ville nok have ønsket, at de aldrig havde ringet på Mr. Reeds dør. For pigerne ender nemlig i et klamt dødsspil orkesteret af den umiddelbart uskyldigt udseende mand.

Det er præmissen for den nye gyser Heretic, der har Hugh Grant i, hvad der ligner karrierens mest ondskabsfulde rolle.

Der er netop landet en ny trailer, som folder lidt mere af historien ud og giver os et smugkig på nogle af de fælder og ubehageligheder som venter.

Se den nye trailer nederst.

Det er duoen bag bl.a. A Quiet Place, Scott Beck og Bryan Woods, der både har forfattet og instrueret 'Heretic'.

Samme makkerpar skrev sidste år Stephen King-gyseren The Boogeyman, og det er netop en af de unge skuespillere fra den film, som har en central rolle i 'Heretic'.

Det fremadstormende stortalent Sophie Thatcher, som flere også vil kende fra den populære serie 'Yellow Jackets' spiller sammen med Chloe East (The Fabelmans) rollerne som Sister Barnes og Sister Paxton, der altså ender i kløerne på Mr. Reed.

Hugh Grant behøver næppe den store intro. Karrieren har budt på et væld af forskellige roller. Mange vil dog nok forbinde Hollywood-stjernen med romantiske komedier som Notting Hill og Fire bryllupper og en begravelse

Derfor bliver det også des mere interessant at se Hugh Grant rulle sig ud som en anden Jigsaw - og mon ikke, han har et es eller to mere oppe i ærmet, som vi endnu ikke har set i traileren?

'Heretic' bliver vist på genrefilmfestivalen Blodig Weekend 2024. Se hele programmet her.

'Heretic' får dansk biografpremiere den 21. november.