Skrøbelige følelser og store drømme står på spil i ny julefilm

Julen er hjerternes tid, men i det nye norske juledrama Stargate - En julefortælling står julestemningen side om side med nogle af de svære ting, men ellers gerne vil glemme alt om, når højtiden tager over i stuerne.
Filmen er baseret på Ingvild Rishøis prisvindende bog af samme navn. En varm og rørende fortælling i højtidens tegn, hvor vi følger Ronja, som bor sammen med sin far og lillesøster Melissa under trænge kår.
Selvom julen er lige om hjørnet, emmer tilværelsen af melankoli, da pigernes far har mistet sit job som juletræssælger. Der går heller ikke lang tid, før han i deres tilsyneladende håbløse situation begynder at bruge sin tid på værtshuset Stargate, i et forsøg på at drukne sorgerne.
Ronja drømmer dog stort, langt større end deres lille lejlighed i Oslo kan holde til. De to børn tvinges nu til at dække over deres far og tage et ansvar for økonomien, hjemmet og familien, som de ellers slet ikke er gamle nok til.
Vores hovedperson har dog sin store fantasi som et vigtigt værktøj på sin mission for at få familien helskindet igennem juletiden. Filmen er fyldt med skrøbelige følelser, men omfavnes lige så meget af hjertevarme, sammenhold og julehyggen, der finder en vej selv i de mest mørke tider.
'Stargate - En julefortælling' er instrueret af Ida Sagmo Tvedte, som man godt kan kalde for noget af en veteran inden for netop højtidsfiktion og julefilm. Hun har siddet bag roret på hele to TV-julekalendre, først 'Snefald' i 2016 og derefter 'Stjernestøv' i 2020.
Et gennemgående tema for hendes fortællinger er forholdet mellem barn og forælder, og hendes eventyrlige værker følger gang på gang helte i børnehøjde, som må blive alt for hurtigt voksne, og som klynger sig til deres drømme ikke blot som et skjold, men også som et våben.
'Stargate - En julefortælling' kan ses i biografen fra den 4. december.







