Skuespiller Bent Mejding er død

Matador-stjernen blev 87 år
Drømmen
(© Nordisk Film Distribution)

Den danske skuespiller på film, teater og tv, Bent Mejding, er død. Han blev 87 år gammel.

Susse Wold, hans hustru gennem 53 år, oplyser det på Instagram, hvor hun skriver:

- Min elskede Bent er død af en alvorlig lungebetændelse. Jeg er fuld af sorg og tårer, men også af dyb taknemmelighed over at jeg i 53 år har været så heldig at være gift med min livsven, min elsker, min samarbejdspartner og min beskytter. Betingelsesløs kærlighed har jeg fået hver eneste dag.

Bent Mejding, der blev født den 14. januar 1937 og nåede at spille med i 50 film og tv-serier, hvoriblandt Matador-rollen som Jørgen Varnæs blev en milepæl i karrieren.

Derudover kunne han opleves som far til Lars Simonsens karakter Erik i Tro, håb og kærlighed samt i populære film som Blinkende lygter, Italiensk for begynder, Brødre og Drømmen.

Hans sidste optræden som filmskuespiller blev i den danske familie-superheltefilm Antboy 3 af instruktøren Ask Hasselbalch. Den oplevelse skriver Hasselbalch om på Facebook:

- Jeg havde fornøjelsen at arbejde sammen med ham på 'Antboy 3', en rolle der skulle vise sig at blive hans sidste i hans store virke. Jeg castede Bent, fordi jeg var stor fan af ham i både 'Reptilicus' og i 'Tro, håb og kærlighed'. To store danske film hvor han markerede sit kæmpe talent. 

- Der var noget helt særligt ved at have Bent Mejding på settet, fortsætter Hasselbalch i sit opslag og skriver: 

- Selv om hans rolle var minimal og kun var to scener, havde han anlagt sig en fransk accent og havde tænkt meget mere over karakterens baggrund, end jeg havde. Han var ikke vild med at skulle kigge direkte i kameraet, men gjorde som den unge instruktør bad ham om.

Teaterkarrieren startede i 1958 på Folketeateret, og udover sit virke som skuespiller var han teaterdirektør, bl.a. på Det Ny Teater fra 1991 til 1996.

Tak for alle de store præstationer. Hvil i fred.