Spilletiden afsløret: Ny Høj pistolføring-film er kort og præcis

Følger tendensen fra forgængerne
Naked Gun
(© UIP)

I slutningen af juli bliver den ikoniske The Naked Gun-filmserie vakt til live igen, når Liam Neeson spiller Frank Drebin Jr. i komedien The Naked Gun.

Filmens spilletid er blevet afsløret, og den ligger kort og præcist på 84 minutter. Altså er det en af de få film (der ikke er til børn), som rammer under halvanden time. Det skriver World of Reel, der citerer det britiske medieråd, BBFC, for at afsløre spilletiden. Trækker vi rulleteksterne fra, er der formentlig tale om 80 minutters gak og løjer.

Med den korte spilletid lægger filmen sig i fodsporet på de tre forgængere. The Naked Gun og efterfølgeren The Naked Gun 2 1/2 varede begge 85 minutter, mens det tredje kapitel, Naked Gun 33 1/3, ramte 82 minutter.

I den nye og fjerde film, der samtidig fungerer som en reboot af spoof-serien, har Liam Neeson i hovedrollen, og han spiller søn af Leslie Nielsens distræte og alligevel ret så handlekraftige politikommissær Frank Drebin.

Den tidligere Baywatch-stjerne Pamela Anderson har også en stor rolle. Hun var faktisk på tale til rollen som Tanya i tredje film, men den gik som bekendt til en anden blondine, Anna Nicole Smith.

Den oprindelige trilogi udspringer i øvrigt af tv-serien 'Police Squad!', der blot havde seks episoder i 1982, inden den blev samlet op seks år senere i den første Naked Gun-film. På dansk blev filmene kendt som 'Høj pistolføring', men den nye film går under sin oprindelige titel herhjemme.

'The Naked Gun' får biografpremiere den 31. juli.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen