Star Wars-skaber afslører: Var med til at lave erotisk 80'er-thriller
Filmskabere kan hurtigt få sat et mærkat på ryggen, alt efter hvad man har lavet. Men George Lucas har nok ét af de sejeste der findes – "manden bag Star Wars".
En af de absolut største franchises i verden, der blev skabt tilbage i slut 70'erne og som stadig er kørende i bedste velgående, hvorfor at navnet George Lucas også stadig har en hvis pondus.
Derudover kan Lucas bl.a. også prale med at have skabt Indiana Jones. Men nu viser det sig, at han faktisk har lavet meget mere end vi lige troede, bare uden at have lagt navn til. Det skriver Collider.
Det afslørede den 80-årige instruktør selv på årets festival i Cannes, hvor han forklarer, hvorfor, at han netop valgte at arbejde anonymt på diverse produktioner.
Det var simpelthen et spørgsmål om at hjælpe nye talentfulde filmskabere i gang med deres visioner, uden at George Lucas med sit navn ville fylde hele plakaten og dermed skygge for de andre folk bag.
Eksempelvis fortæller han, hvordan han hjalp Lawrence Kasdan (Solo: A Star Wars Story), da Kasdan skulle lave den erotiske thriller Body Heat (på dansk kendt som 'Høj Puls') fra 1981.
- Jeg hjalp faktisk Kasdan med at få sin første film op at stå, men jeg satte ikke mit navn på den. Jeg satte ikke mit navn på en masse film, udtaler George Lucas og fortsætter:
- Jeg sagde, "Larry [Lawrence, red.], hvis jeg sætter mit navn på den film, vil det hele handle om mig. Det vil handle om, at jeg laver denne slags film, og det vil vi ikke have. Jeg vil have, at det er dig, der laver denne film".
Et meget generøst gestus, der nu for alvor kan sætte spekulationerne i gang - hvad har George Lucas mon ellers lavet, som vi ikke kender til?