Stjerne afslører: Takkede nej til at overtage stor Marvel-rolle

Kang var udset til at være den store skurk i MCU. Han skulle have haft samme effekt som Thanos havde for Marvels første tre faser.
Men det hele tog en drejning, da skuespilleren bag, Jonathan Majors, kom i klammeri med lovens lange arm.
I december 2023 blev skuespilleren så fyret grundet netop sine juridiske problemer, da Majors blev kendt skyldig i to ud af fire anklagepunkter - en mindre forseelse for overfald og chikane.
Rygterne var mange: Ville man finde en ny skuespiller til at overtage rolle? Eller ville Marvel lave helt om i deres planer?
Det sidste blev tilfældet, hvor bl.a. den kommende Avengers-film, der havde undertitlen 'The Kang Dynasty', blev helt droppet. Filmen blev ændret til 'Avengers: Doomsday', hvor der nu er udsigt til skurken Dr. Doom i skikkelse af Robert Downey Jr.
Nu afslører skuespilleren Colman Domingo dog, at han har holdt møder med Marvel – men direkte afvist, at overtage rollen som Kang.
Det fortæller den Oscar-nominerede skuespiller om i podcasten "Happy Sad Confused". Det var dog ikke fordi, at Marvel direkte havde kontakt med Domingo vedrørende den rolle:
- Da det konstant var i pressen og på steder som Twitter, tænkte jeg: "Vent et øjeblik. Er det her sandt? Er jeg i spil til at blive Kang?"
- Jeg ringede bogstavelig talt til mit hold op og sagde: "Holder i møder, som jeg ikke kender til?" De sagde nej. "Er I hemmelighedsfulde eller hvad?". Det var de ikke.
Derfor tog Domingo selv tyren ved hornene og kontaktede Marvel:
- Der havde været samtaler med Marvel om, at jeg skulle blive en del af det på en eller anden måde, så det fulgte vi op med et møde med cheferne for Marvel. Det var jeg med til.
- Vi talte åbent om Marvels situation og Kang-rygterne. Jeg går meget op i energi. Jeg vil lave ting, der giver mening og blid energi. Jeg vil have, at en rolle er min, hvad end jeg udvikler. Noget føltes ikke rigtig for mig ved at skulle erstatte nogen. Jeg vil bygge noget fra grunden til mit eget.
Kang er dermed helt ude af billedet. Men Colman Domingo fastslår, at han stadig er i dialog med Marvel omkring en rolle i fremtiden.
Colman Domingo kan vinde en Oscar for sin rolle i filmen 'Sing Sing', når showet løber af stablen natten mellem den 2. marts og 3. marts.
Den nyeste Marvel-film 'Captain America: Brave New World' kan ses i biografen nu.