Succes-gyser får 2'er med en overraskelse oppe i ærmet

Der findes et væld af forrygende dyregys, hvor alt fra bjørne og fugle til orme og slanger går amok på sagesløse ofre.
I 2019 fik vi så dyregyset Crawl, hvor der blev sluppet glubske alligatorer løs på bl.a. Kaya Scodelario i rollen som Haley.
Med et budget på omkring 14 mio. dollars og en indtjening på 91 mio. dollars er det måske ikke så underligt, at der nu er annonceret fortsættelsen Crawl 2. Det skriver The Hollywood Reporter.
Den første films instruktør Alexandre Aja er sat til at vende tilbage i den egenskab.
I den første film var det under en blæsende og vandbølgende orkan i Florida, at der skulle flygtes fra de sultne alligatorer.
Det forlyder imidlertid lidt overraskende, at 'Crawl 2' vil byde på en helt ny rollebesætning og en ny location, nemlig i storbyen New York.
'Crawl 2' vil som den første også have Sam Raimi som medproducer. Han har som bekendt instrueret herlige gys som de tre første Evil Dead-film og Drag Me to Hell samt Spider-Man-filmene med Tobey Maguire i titelrollen.
Alexandre Aja brød igennem med den yderst intense og meget blodige franske High Tension i 2003. Den fulgte han op med den brutalt vellykkede genindspilning The Hills Have Eyes, mens CV'et i øvrigt tæller piratfiske-sjaskeren Piranha 3D.
'Crawl 2' er sat til at begynde optagelser i efteråret. Der er dog pt. ikke sat en premieredato for filmen.








