Tragisk ulykke sendte chokbølger igennem Hollywood: Nu får filmen endelig premiere

'Rust' begyndte sin produktion tilbage i 2021
Alec Baldwin i Rust
(© El Dorado Pictures)

Næsten tre år efter det katastrofale uheld der førte til det tragiske dødsfald af filmfotografen Halyna Hutchins under optagelserne til Alec Baldwins westernfilm Rust, er filmens verdenspremiere nu blevet planlagt. Det skriver Variety

Premieren vil finde sted på den internationale filmfestival for filmfotografi, EnergaCamerimage, i Toruń, Polen. 

Her vil et panel bestående af Instruktøren Joel Souza, filmfotograf Bianca Cline, samt Stephen Lighthill fra det amerikanske filminstitut (AFI), diskutere filmen mm. 

Men filmens hovedrolleindehaver og producer, Alec Baldwin, vil ikke være til stede.

Instruktør Joel Souza, der selv blev såret under den tragiske ulykke i oktober 2021, vil sammen med resten af panelet diskutere de begivenheder, der omgav ulykken, og hvordan filmen blev færdiggjort trods de tragiske omstændigheder. 

Samtidig vil de også fokusere på sikkerheden på filmsettet, som er blevet et centralt samtaleemne i branchen, samt den rolle, som kvinder spiller inden for filmfotografi, og hvordan fremtiden ser ud for kvindelige filmfotografer.

At filmens verdenspremiere netop finder sted på Camerimage-festivalen, er ikke tilfældigt.

Festivaldirektøren har ved lejlighed fremhævet, hvor vigtigt dette arrangement var for Halyna Hutchins, som følte sig hjemme blandt filmfotografer fra hele verden, og efter ulykken i 2021 blev hun også mindet med et minuts stilhed, og et panel diskuterede sikkerhed på settet. 

I år får deltagerne så endnu en mulighed for at ære hendes minde.

Der vides endnu ikke meget om 'Rust', og der er hverken udgivet en trailer eller synderligt mange promotionsbilleder til filmen. Dog lyder plotbeskrivelsen på følgende måde:

En dreng efterlades til at klare sig selv og sin yngre bror efter deres forældres død i 1880'erne. Han går på flugt med sin langvarigt fremmede bedstefar, efter at han bliver dømt til hængning for et uheldigt drab på en lokal rancher.

Hvorfor Baldwin ikke deltager i premieren, kan der kun spekuleres i. Baldwin, der håndterede rekvisitvåbnet på tidspunktet for ulykken, blev tidligere anklaget for uagtsomt manddrab, men sagen blev efterfølgende afvist. 

Pt. afsoner Rust-våbenmesteren Hannah Gutierrez Reed en 18-måneders straf for Hutchins' død.

'Rust' har endnu ikke fået en dansk premieredato.