Trump, boykot og ingen nøgenhed: Den mest politiske Cannes-festival i mere end 50 år

Filmfestivalen i Cannes har i årenes løb brystet af sig af at være apolitisk. Den skulle være film for filmens skyld, som det ofte er blevet formuleret.
Men årets udgave er anderledes. Flere store medier, som Screen International og The Hollywood Reporter, skriver om, at festivalen formentlig ikke har været så politisk som i år siden 1968. Det er altså 57 år siden!
Dengang var der protester rundt om i Frankrig, hvor instruktøren Francois Truffaut deltog og dermed satte Cannes på det politiske landkort.
I årenes løb har den sydfranske festival netop holdt sig til filmkunsten og været ret ligeglad med, hvad der fx har omgærdet Roman Polanski af voldtægtssager, hvorfor festivalen i sin apolitiske tilgang har medført en del kontroverser.
Forrige år var Johnny Depp at finde på den røde løber for første gang siden den kontroversielle skilsmisse fra Amber Heard, hvor han bl.a. blev anklaget for hustruvold.

Frihed, lighed, broderskab
I år er dog anderledes. Det startede ved åbningsceremonien, hvor Robert De Niro modtog en ærespris og holdt en dundertale mod den amerikanske præsident Donald Trump, og siden har der været politik både på og udenfor lærredet på årets festival.
- Det er tid til, at alle, der går op i frihed, organiserer sig, protesterer, og når tiden kommer til valg, så stem. Stem. I aften, og de næste 11 dage, skal vi vise vores styrke og dedikation ved at fejre kunsten i denne gloriøse festival. Frihed, lighed, broderskab, udtalte De Niro blandt andet med henvisning til den franske revolutions slagord.
Åbningsceremoniens vært, den franske skuespiller Laurent Lafitte, kunne heller ikke dy sig for at tale poltik, og han opfordrede skuespillere til at bruge deres offentlige platform til at skabe ændringer i den virkelige verden. Han nævnte således klassiske stjerner som James Stewart og Marlene Dietrich, men også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som han kaldte en skuespiller, der er blevet en krigsleder.
Donald Trumps toldkrig har da også fyldt en del i pressen i Cannes, hvor der dagligt har været skriverier om den mulige indvirkning, som 100 % told på film i USA produceret i udlandet vil have på filmkulturen rundt om i verden.
Samtidig har det, som Robert De Niro også kom ind på, været et tema, at de demokratiske værdier, som USA har været bannerfører for siden Anden Verdenskrig, ikke længere kan tages for givet. Hvad betyder det for amerikansk film? Kan udlandet overhovedet se Hollywoods helte som deres helte længere?

Nutiden i fortiden
Krigen i Ukraine har også sat sit spor, ikke mindst i filmene på årets festival. En af konkurrencefilmene, den ukrainske instruktør Sergei Loznitsas Two Prosecutors, er en fortælling om et brutalt og overbureaukratisk system i Sovjetunionen under Stalins mest magtfulde periode.
Selvom filmen foregår i midten af det 20. århundrede, er parallellerne til nutiden tydelige. Både når det kommer til den russiske præsident Vladimir Putins magt i landet og hensynsløshed overfor politiske modstandere, men også som advarsel til Vesten, hvad der er på spil i både Ukraine-krigen og det vaklende, amerikanske demokrati.
'Two Prosecutors' handler om en ung, idealistisk advokat, der modtager et råb om hjælp, skrevet med blod, fra en fange i et hensynsløst fængsel. Advokaten opsøger den torturerede fange og får historier om ubarmhjertig behandling af Stalins politiske modstandere (og tidligere medlemmer af det kommunistiske partis top).
Filmen er baseret på en længe upubliceret fortælling af Georgy Demidov, der selv var fange i de sovjetiske fængsler i adskillige år. Den er med i hovedkonkurrencen i Cannes, hvor den indtil videre er blandt de bedst anmeldte film på festivalen.

Ukraine-krigen som bagtæppe
Udover 'Two Prosecutors' har en anden ny titel Ukraine-krigen som bagtæppe. Enzo, der er den seneste film af Robin Campillo, handler om en 16-årig fransk dreng, der forsøger at tage afstand til sin borgerlige familie ved at arbejde som håndværker på et byggeprojekt. Da han møder den ukrainske håndværker, Vlad, kommer han til at sætte spørgsmålstegn ved både sin baggrund og seksualitet.
'Enzo' er ikke en politisk film, men i mødet mellem franskmanden og ukraineren kaster krigens alvor alligevel en skygge over den sensuelle fortælling. For hvor Enzo i sin idealistiske ungdomsiver mener, at Vlad da må tage til sit hjemland for at kæmpe, er Vlad af en anden overbevisning. Han ønsker ikke at tage tilbage. Det dilemma er blandt filmens styrker.

Boykot og ingen nøgenhed
Tilbage til årets festival og den røde løber på Croisetten, der også blev genstand for politik. Her traf Cannes-festivalen, hvis medarbejdere i år ellers er opdraget til at følge politisk neutralitet, en beslutning om at udelukke Théo Navarro-Mussy fra gallapremieren på hans nye film, 'Dossier 137', fordi den franske skuespiller er blevet anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb.
Tre tidligere partnere har anlagt sag imod ham, og selvom den i første omgang er blevet afvist, planlægger anklagerne at gå i retten i en civil sag.
Festivalchef Thierry Frémaux har begrundet beslutningen om at udelukke Navarro-Mussy fra den røde løber med at ville sikre "sikkerhed, integritet og værdighed" blandt alle involveret i film, som der bliver vist.
Det skal dog lige nævnes, at anklagerne ikke omhandler 'Dossier 137', men går tilbage til 2018, 2019 og 2020.
Den politiske neutralitet fra festivalens side er dog ikke helt gennemført, og nogle ser deres nye reglsæt for påklædning på den røde løber som i modstrid mod den ellers liberale holdning. Det er nemlig ikke længere lovligt at være nøgen eller have "voluminøse påklædninger" til festivalens gallapremierer - noget der ellers ikke tidligere har været regler omkring.
Om Cannes-festivalen anno 2025 er den mest politiske siden 1968, er der nok flere meninger om. Men sikkert er det, at der er blevet taget nogle standpunkter, flaget politiske holdninger og på den måde skabt en fortælling om den 78. udgave af verdens mest prestigefyldte festival.