Kultklassiker med Tom Hanks bliver til serie: Se første trailer

Kultklassikeren The 'Burbs fra 1989 gemmer på en af Tom Hanks' mere atypiske roller - en tilsyneladende almindelig, doven, men overvældende paranoid familiefar.
Filmen udspiller sig i en parodi af de amerikanske forstæder, hvor al Ray Petersons opmærksomhed på, hvad der ellers skulle være en stilfærdig hjemmeferie bliver opslugt af hans nye excentriske naboer. Han er nemlig overbevist om, at familien gemmer på noget dystert, og derfor rekrutterer han sine naboer til sammen at komme til bunds i sagen.
Nu skal Keke Palmer gå i Tom Hanks' fodspor, da streamingtjenesten Peacock har udgivet den første teaser-trailer til en thriller komedieserie inspireret af netop 'The 'Burbs'.
Se traileren nederst i artiklen.
I serien af samme navn følger vi det unge par Samira og Rob, som er i gang med at flytte ind i mandens barndomshjem i de moderne forstæder. Vores hovedperson distraheres dog hurtigt af det faldefærdige hus på den anden side af gaden - og den mystiske nye nabo, der flytter ind efter at ejendommen ellers har stået forladt i 20 år.
Samira og hendes naboer frygter snart at der er fare på færde, og de beslutter sig naturligvis for at finde ud af, hvad der foregår på egen hånd.

Den originale film er instrueret af Joe Dante, som er erfaren indenfor netop horrorkomedie genren med 'Piranha' (1978) og Gremlins, og har også stået bag bl.a. en del af Twilight Zone-filmen og Looney Tunes: Back in Action.
Tilbage i 1989 blev Tom Hanks' ægtefælle i filmen spillet af Carrie Fisher, mens Keke Palmer i den nye serie danner par med den britiske komiker Jack Whitehall.
Amerikanske Palmer startede sin karriere indenfor skuespil som barn, og blev kendt for både Disney Channel-filmen 'Jump In!' (2007) og sine mange roller på Nickelodeon. Siden har hun også slået hul på sin sangerkarriere, gjort sin debut på Broadway, samt slået sig fast indenfor moderne horror med bla. sin hovedrolle i Jordan Peeles Nope.
Serien er skabt af Celeste Hughey, som tidligere har været medforfatter på serier som 'High Fidelity' og 'Dead to Me', og har udover Palmer også 'Family Guy's Seth MacFarlane med som producer. Nzingha Stewart, som har arbejdet på bla. musicalserien 'Daisy Jones & the Six' og debutfilmen 'Tall Girl' (2019), står til at instruere første afsnit.
Hele den første sæson får premiere på Peacock den 8. februar næste år. Vi kan formentlig forvente at se serien på SkyShowtime i Danmark i løbet af 2026.








