Udskædt instruktør skifter titel på sin nye film efter "venlig diskussion" med Hollywood-gigant

Den gik ikke alligevel. Tilbage i januar kunne vi skrive, hvordan den skandaleramte Armie Hammer planlagde et comeback i en film med den meget genkendelige titel 'The Dark Knight'.
Men nu har man - måske knapt så overraskende - valgt at skifte titel til Citizen Vigilante.
Det sker efter en "meget venskabelig" samtale med Warner Bros., som står bag den berømte Batman-film, der netop hedder The Dark Knight.
Den tyske instruktør og manuskriptforfatter bag den nye film, Uwe Boll, fortæller til det amerikanske medie Variety:
- Vi havde en meget venskabelig samtale med Warner Bros. og besluttede os for at ændre vores titel til 'Citizen Vigilante' for at undgå forvirring med Warners kendte karakter.
Executive producer Michael Roesch tilføjer, at man ydermere havde fået en del beskeder fra fans, der også ønskede titlen ændret - ligeledes for at undgå, at den bliver blandet sammen med Christopher Nolans storfilm. Noget man ellers godt kunne mistænke dem for at haft som en del af deres markedsføringsplan fra begyndelsen af.
Roesch forklarer, at "Warner Bros. kontaktede os og bad os om at ændre titel. Det var en yderst venskabelig diskussion".
Det virker til, at de to bagmænd gør ekstra meget ud at understrege, at der absolut ingen kontrovers har været omkring titelskiftet for selvtægtsfilmen. Warner Bros. kunne nok ellers nemt have truet med advokater og sagsanlæg, skulle man have strittet imod.
Ikke desto mindre har dette lille optrin med titlen sikret omtale i diverse medier, så noget har man da fået ud af balladen.
Filmen er som skrevet Armie Hammers tilbagevenden til filmens verden efter, at han i 2021 trak sig fra rampelyset grundet diverse anklager og historier om seksuelle krænkelser og tilbøjeligheder.

'Citizen Vigilante' følger Hammer, som spiller en selvtægtsmand, der jæger forbrydere på egen hånd. Offentligheden (gennem sociale medier) ser ham som en helt, men politiet er ikke af samme overbevisning. Interpol, anført af betjenten Henry (spillet af Saw-stjernen Costas Mandylor), forsøger at fange ham.
Førnævnte Uwe Boll er for mange kendt som en af verdens dårligste instruktører. Han har bl.a. instrueret de udskældte computerspilfilmatiseringer 'Alone in the Dark' og 'Dragon Siege: In the Name of the King'.
Egentlig trak filmskaberen sig tilbage i 2017 for at starte en karriere som restauratør, men efter et par år væk fra rampelyset vendte han tilbage til filmverdenen i 2022 med den tyske film 'Hanau (Deutschland im Winter - Part 1)'.
Comebacket i 2022 har tilsyneladende givet Boll blod på tanden, og han har en række projekter i støbeskeen, bl.a. filmen 'Run' med danske Ulrich Thomsen og amerikanerne Amanda Plummer og James Russo på rollelisten.
'Citizen Vigilante' blev indspillet i Kroatien og er lige nu ved at blive klippet. En premieredato afventes.








