Ung kvinde forvandles til en tyr i nyt cowgirl-gys

I denne uge har gyserfans to titler i vente: Nemlig blodige abekattestreger med Primate, mens man også kan tage tyren ved hornene med Animale.
Vælger du sidstnævnte film, har du en atmosfærisk hævnthriller i vente.
'Animale' følger Nejma, som er den eneste unge kvinde blandt en gruppe mænd, der lærer tyrefægtningens kunst.
En aften, mens Nejma og nogle af mændene er ude og feste, ender hun dog bag hegnet i et område, hvor de vilde tyre færdes frit - og bliver angrebet.
Efterfølgende begynder hun at føle en dybere forbindelse til tyrene, mens der også er et par mænd, som ender med at blive dræbt af, hvad lokalsamfundet er overbevist om er en vild tyr. Men hvad er egentlig op og ned i hele affæren?
'Animale' er instrueret af fransk-algeriske Emma Benestan, som skrev hovedrollen specifikt til skuespilleren Oulaya Amamra, der fik sit gennembrud i 'Divines', som hun vandt både en César- og en Lumière-pris for.
Skuespilleren medvirkede også i Emma Benestans første film, den romantiske komedie 'Hard Shell, Soft Shell'.
'Animale' har dansk biografpremiere den 22. januar.








