Vampyr-gys og dansk stjerne: Ikonisk Stephen King-roman er blevet filmatiseret
Den nye filmatisering af Stephen Kings gyserroman Salem's Lot har været undervejs siden 2021, og nu er den første trailer endelig udkommet sammen med premieredatoen.
Se traileren nederst i artiklen.
'Salem's Lot' kommer desværre ikke i biografen, men kan ses på streamingtjenesten Max fra den 3. oktober.
'Salem's Lot' er baseret på Kings bog fra 1975 og handler om en forfatter, der vender tilbage hjem til sin barndomsby for at skrive en roman. Men han finder hurtigt ud af, at noget er helt galt. Alle byens beboere er ved at blive forvandlet til vampyrer.
Bag filmen står holdet, der bragte Kings klovne-gyser It til live i 2017 samt dens efterfølger, It del 2. Gary Dauberman, der skrev begge Pennywise-film, har både forfattet manuskriptet og instrueret 'Salem's Lot'. Dauberman debuterede som instruktør på gyseren Annabelle Comes Home.
'Salem's Lot' er desuden produceret af James Wan (Insidious, The Conjuring), der instruerede Pilou Asbæk i 'Aquaman 2' - så noget tyder altså på, at Wan har været begejstret for deres samarbejde.
Blandt birollerne finder vi danske Pilou Asbæk, som også optræder kortvarigt i traileren, mens hovedrollen spilles af Lewis Pullman (søn af Bill Pullman).
'Salem's Lot' har været filmatiseret to gange før. I 1979 af Motorsavsmassakren-instruktøren Tobe Hooper, og i 2004, hvor danske Mikael Salomon stod for instruktionen.
'Salem's Lot' lander på streamingtjenesten Max den 3. oktober.