Vidste du? Ny gysermester har kendt far og sjov rolle i 00'er-klassiker

Osgood Perkins er en mand med flere talenter
Legally Blonde
(© MGM)

Osgood Perkins er ved at etablere sig som en af gysergenrens nye mestre. Sidste år stod han bag gysersensationen Longlegs, og lige nu er han aktuel med den succesfulde blodige gyserkomedie The Monkey.

Den 51-årige filmmand er dog langt fra ny i branchen. Udover at være søn af den kendte skuespiller Anthony Perkins, der af mange vil være kendt som seriemorderen Norman Bates fra Hitchcocks klassiker Psycho, så har Osgood Perkins medvirket i en række film i 90'erne og starten af 00'erne, indtil han debuterede som instruktør i 2015. Det var med gyseren 'The Blackcoat's Daughter'.

En af hans skuespillercredits er en ganske sjov optræden i 00'er-klassikeren Legally Blonde  fra 2001. Se klippet nederst - Osgood Perkins dukker op 53 sekunder inde.

I 'Legally Blonde' spiller Reese Witherspoon den fashionable Elle Woods, som bliver droppet af sin kæreste og beslutter sig for at følge efter ham til jurastudiet på Harvard.

Her spiller Perkins den introverte og nørdede David, som kommer i studiegruppe med Elle. De to virker umiddelbart ikke til at have noget til fælles, men duoen ender alligevel med at få en hjertevarm relation.

Osgood Perkins har ikke lagt skuespillergerningen helt på hylden - selvom han hovedsageligt er bag kameraet nu. Således dukker han fx selv op i den aktuelle 'The Monkey', hvor spiller den humoristiske Uncle Chip.

'The Monkey' følger to tvillingdrenge, der arver en mystisk legetøjsabe fra deres far. Aben viser sig dog at have en dødelig effekt på drengenes omgivelser.

'The Money' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen