Will Smith deler første kig på 'Bad Boys 4'

Optagelserne er færdige
Bad Boys For Life
(© Bad Boys For Life / Sony Pictures)

Indspilningerne til Bad Boys 4 er færdige, og med det følger et stemningsfyldt billede, som skuespilleren Will Smith har delt på Instagram.

Billedet viser stjernen selv og hans medspiller Martin Lawrence, der fistbumper foran et pariserhjul. Se billedet nederst.

De gentager naturligvis begge deres roller som Mike Lowrey og Marcus Burnett, ligesom instruktørerne bag den tredje film, Adil El Arbi og Bilall Fallah, igen står bag kameraet. Ingen officiel titel er blevet givet til 'Bad Boys 4', men de to hovedroller har tidligere joket med, at de skulle have gemt treerens titel, Bad Boys for Life, til det fjerde kapitel.

Desuden har titlen 'Bad Boys: Ride or Die' været oppe og vende, men så vidt vides bliver det ikke den endelige.

Jacob Scipio er tidligere blevet bekræftet til at gentage sin rolle som Armando Aretas, søn af Will Smiths karakter fra 'Bad Boys for Life'.

Vanessa Hudgens, Alexander Ludwig, Paola Núñez og DJ Khaled spiller også med i filmen.

Filmen er speciel, fordi det bliver Will Smiths første nye storfilm efter Oscar-skandalen i 2022. Godt nok stod han i spidsen for filmen Emancipation samme år efter uddelingen, men den gik mestendels ubemærket hen.

Nu bliver det så spændende at se, om publikum har tilgivet Hollywood-ikonet, men uanset hvad er han tilbage i trygge rammer og i en franchise, der siden starten i 1995 har haft publikums gunst.

'Bad Boys 4' får formentlig biografpremiere den 6. juni i år.