Zendaya og Robert Pattinson inviterer til katastrofalt bryllup i første trailer til nyt drama

Idyllen knuses i norsk instruktørs kommende film
The Drama
(© A24)

Nytåret 2026 bliver skyder os snart i Zendayas år. Der er nemlig rigeligt at glæde sig til fra stjerneskuespillerinden, der fortsætter sit brag af en karriere med hele fem roller på både biograflærredet og på TV i samme år.

Én af hendes ventede præstationer er i det romantiske komediedrama med den simple titel 'The Drama', som produktionsselskabet A24 har afsløret den første trailer for.

Her følger vi hende i rollen som Emma Harwood, og hvad der ellers skulle være en idyllisk og overdådig bryllupsuge, men som tager en uventet, og måske endda katastrofal drejning. 

Se traileren nederst i artiklen.

Overfor hende står Robert Pattinson i rollen som hendes forlovede Charlie Thompson. I opløbet til, hvad der ellers skulle være en god dag, står det tilsyneladende lykkelige par dog overfor deres livs udfordring, i takt med at hemmeligheder om hinanden afsløres.

Den første trailer lover dermed en langsom nedtælling til, hvad der måske kunne gå hen og blive parrets undergang, når dansen i lejligheden og lovende møder skiftes ud med ubehageligt kropssprog og akavede smil, skænderier og druk i bryllupskjolen.

Ikke nok med at vi har fået løftet sløret for blot et lille udsnit af, hvad vi har at vente, i traileren, så er vi som publikum nemlig også blevet officielt inviteret til det perfekte pars bryllup, da der er blevet udgivet en helt (u)ægte bryllupsannonce i avisen The Boston Globe.

I det finurlige marketingstunt får vi et dybere indblik i, hvem vores hovedkarakterer er, sammen med et billede af turtelduerne, hvor forlovelsesringen naturligvis stolt vises frem. 

Her kan man læse at Emma er uddannet i engelsk fra Boston University og arbejder hos Mission Books, mens Charlie sidder som direktør for Cambridge Art Museum efter sin uddannelse i kunsthistorie fra Tufts University.

Hvilke hemmeligheder og hvilket kaos vi snart går i møde, det må lade sig vente lidt endnu.

'The Drama' er skrevet og instrueret af den norske filmskaber Kristoffer Borgli, som var aktuel med sin første engelsksprogede film i 2023 med den satiriske Dream Scenario. Han fik sin spillefilmsdebut året forinden med Sick of Myself, som var nomineret til Un Certain Regard-prisen på Cannes film festival.

Zendayas karriere har stormet frem i de seneste år, da hun tog springet fra Disney Channel til større og større præstationer fra en bærende birolle i The Greatest Showman til en af hendes mest kendte roller som Rue i HBOs hitserie 'Euphoria', der gjorde hende til den yngste vinder af Emmyen for Bedste skuespillerinde i en dramaserie nogensinde.

Man har senest kunnet se hende som hovedrollen i den anerkendte italienske instruktør Luca Guadagninos Challengers, hvor hun blev nomineret til en Golden Globe for sin præstation.

I 2026 vender hun også tilbage til nogle af sine mest ikoniske roller som Chani i Denis Villeneuves episke Dune-saga og Michelle Jones i Marvels Spider-Man film samt en længe ventet medvirken i Christopher Nolans kommende filmatisering af The Odyssey.

The Drama
(© A24)

Robert Pattinson nyder også fortsat succes, da han efter afslutningen på Twilight-sagaen har fået anerkendelse for sit arbejde på film som Safdie-brødrenes Good Time og Matt Reeves' version af DCs The Batman. Han var senest biografaktuel i den Oscarvindende sydkoreanske instruktør Bong Joon-hos sci-fi komedie Mickey 17, og vi vil også snart kunne se ham spille overfor Jennifer Lawrence i den anerkendte skotske filmskaber Lynne Ramsays psykologiske drama Die, My Love.

'The Drama' er produceret af danske Lars Knudsen, som er kendt for sit store arbejde indenfor uafhængig filmkunst på en lang række genrefilm og nyklassikere som American Honey, Hereditary, Midsommar og Bugonia.

Filmen er også kun det første ud af hele tre samarbejder mellem Zendaya og Pattinson i 2026, så der ligger os altså noget af et blændende filmår i vente i Zendayas tegn.

'The Drama' kan ses i biografen fra den 9. april.

Nyeste film i biografen