10 fremragende musikfilm og sangene du skal høre
I anledning af den biografaktuelle musikfilm Bob Marley: One Love anbefaler vi 10 andre musikfilm, som på hver deres måde er både fremragende filmoplevelser og musikalsk medrivende.
'Bob Marley: One Love' er historien om reggae-legenden og en hyldest til det liv og musik-ikon, som inspirerede flere generationer med sit budskab om kærlighed og sammenhold.
Bohemian Rhapsody (2018)
Den biografiske film om Queen er ikke alene et medrivende drama, men også en musikalsk fornøjelse, hvor man får op til flere af bandets fængende numre. Queens karismatiske forsanger Freddie Mercury portrætteres af Rami Malek, hvilket sikrede ham en Oscar for Bedste mandlige hovedrolle.
Den skal du høre: 'Bohemian Rhapsody'.
Mamma Mia! (2008)
Den kulørte musikfilm 'Mamma Mia!' byder ikke alene på morsomme kærlighedsforviklinger, men også en række af ABBAs mange hits. Så er man til numre som 'Dancing Queen', 'Money, Money, Money' og 'Take a Chance on Me', er denne film uomgængelig.
Den skal du høre: 'Mamma Mia'.
Walk the Line (2005)
Joaquin Phoenix er perfekt castet som countrylegenden Johnny Cash, mens Reese Witherspoon sågar vandt en Oscar for sin rolle som hans hustru June Carter. Begge skuespillere sang med stor overbevisning selv i filmen.
Den skal du høre: 'Ring of Fire'.
8 Mile (2002)
Respekt til både Eminem og instruktør Curtis Hanson for at få dette skarpe musikdrama til at fungere så fremragende. Plottet handler om en fattig hvid rapper, der kæmper sig vej ud af slummen - ikke ulig Eminems egen livshistorie.
Den skal du høre: 'Lose Yourself' (som Eminem vandt en Oscar for).
Elvis (2022)
Det biografiske drama handler om musikikonet Elvis Presley og hans komplekse forhold til sin manager Oberst Tom Parker. Austin Butler ER ganske enkelt Elvis med svingende hofter, mens musikken spiller for fuld tryk. Alt sammen i et visuelt duperende univers af instruktør Baz Luhrmann.
Den skal du høre: 'Can't Help Falling in Love'.
Pink Floyd: The Wall (1982)
En lyrisk og dybt metaforisk oplevelse, der perfekt supplerer Pink Floyds stemningsfulde og genredefinerende musik fra dobbeltalbummet 'The Wall'.
Den skal du høre: 'Comfortably Numb'.
Control (2007)
Spillefilmen om forsangeren Ian Curtis for post-punk-bandet Joy Division er både deprimerende, indbliksgivende og hjerteskærende. Der er desuden en masse fantastisk musik fremført af skuespillerne selv.
Den skal du høre: 'Transmission'.
Rocketman (2019)
Det biografiske drama er historien om musikeren Elton John - fra barndom til stjernestatus - der er portrætteret med charme og bid af Taron Egerton. 'Rocketman' er en fantasifuld musikfilm med nye fortolkninger af Elton Johns udødelige klassikere.
Den skal du høre: 'Don't Go Breaking My Heart'.
I'm Not There (2007)
Det er en original tilgang til historien om Bob Dylan, man finder her. Filmen består nemlig på fascinerende vis af sideløbende historier, der hver især repræsenterer dele af Dylans personlighed - alt sammen ledsaget af hans udødelige tekster og musik. Til at portrættere ikonet, finder man bl.a. Christian Bale, Cate Blanchett og Heath Ledger.
Den skal du høre: 'All Along the Watchtower'.
Amadeus (1984)
En fremragende og velspillet biografisk film om et af de største musikalske genier nogensinde, nemlig Wolfgang Amadeus Mozart. Filmen vandt otte Oscars, bl.a. for Bedste film og Bedste instruktør.
Den skal du høre: 'Requiem - Rex Tremendae Majestatis'.
'Bob Marley: One Love' har biografpremiere den 14. februar.