15 film der kan løbe med Oscars i 2026

I 2025 løb den 97. udgave af Oscar-uddelingen af stablen i Dolby Theatre i Los Angeles. Danmark var repræsenteret i kategorien Bedste internationale film, men Pigen med nålen måtte desværre gå tomhændet hjem.
Sean Baker blev aftenens sejrherre med filmen Anora, der vandt fire forskellige Oscars samme aften! Det gjorde han for Bedste klipning, Bedste originale manuskript, Bedste instruktør og, som producer, Bedste film for 'Anora'. Derudover gik prisen for Bedste kvindelige hovedrolle til Mikey Madison for rollen i 'Anora'.
Adrien Brody, der vandt for Bedste mandlige hovedrolle for filmen The Brutalist, holder stadig rekorden som den yngste til at vinde for Bedste mandlige hovedrolle.
Men et par måneder efter uddelingen, er spørgsmålet: Hvem tager priserne til næste års Oscar-show?
Vi har lavet en liste i vilkårlig rækkefølge, hvor vi gætter på hvilke film, der har potentialet til at tage statuetten i de største kategorier; Bedste bearbejdede manuskript, Bedste originale manuskript, Bedste instruktør, Bedste film, Bedste kvindelige hovedrolle og Bedste mandlige hovedrolle.

Anemone
Den tre-dobbelte Oscar-vinder Daniel Day-Lewis har flere gange erklæret sig pensioneret fra skuespillerfaget. Hans seneste film var ’Phantom Thread’ i 2017, hvilken han også blev Oscar-nomineret for, hvorefter han tog en lang pause, der efter sigende skulle have været for evigt.
Men det viser sig, at hans søn, debut-instruktør Ronan Day-Lewis, var alt der skulle til for at få ham tilbage foran kameraet.
Familie-dramaet ‘Anemone’ er skrevet af begge Day-Lewis mænd, og indtil videre, lyder handlingen på, at det er en fortælling om båndet mellem fædre, sønner og brødre.
Det er første gang, at Day-Lewis prøver kræfter som manuskriptforfatter, men han er kendt for at være en rigtig anmelder- og akademi darling, så mon ikke, at han også bliver nomineret denne gang, om ikke andet i kategorien for Bedste mandlige skuespiller.
Om hans evner bag kameraet også rækker til en Oscar-nominering, må vi vente at se til der kommer mere information ud om filmen.
Premieredato til ’Anemone’ er stadig uvis.
Hamnet
Chloé Zhao stod bag filmen ’Nomadland’, der skaffede hende to Oscar-statuetter for Bedste instruktør og Bedste film, og en række nomineringer baseret på det smukke drama om en kvindelig nomade i Nevada. Måske kan hun gøre det igen?
Senest var hun biografaktuel med den knapt så vellykkede Marvel-film Eternals. Hendes nye film baseret på hendes eget bearbejdede manuskript, kan vaske den plet væk.
‘Hamnet’ er baseret på den anerkendte bog af Maggie O’Farrell’s - en fiktionel fortælling om Shakespears søn, Hamnet. Bogen fortæller historien om forældrene William og Agnes, og deres enorme sorg over tabet af deres 11-årige søn.
På rollelisten ses bl.a. Joe Alwyn, som man kunne opleve i den Oscar-nominerede film The Brutalist. William Shakespeare bliver spillet af Paul Mescal, og rollen som hans kone, Agnes, spilles af Jessie Buckley, der sammen spillede med i filmen The Lost Daughter. Begge to har potentiale til at snuppe priserne i skuespiller-kategorierne for deres portrætteringer af forældres uendelig kærlighed til deres børn.
Hamnet’ står til at få amerikansk biografpremiere i november/december.
The Ballad of a Small Player
Konklave blev en kritiker-darling ved sidste års mange prisuddelinger, hvor den bl.a. vandt en Oscar for Bedste bearbejdede manuskript. Instruktør Edward Berger, der også vandt en Oscar for Bedste internationale film med Netflix-produktionen All Quiet on the Western Front, kommer i 2025 med en ny film for streamingtjenesten.
Thrilleren ‘The Ballad of a Small Player’ handler om en gambler, der i sin flugt fra fortiden og en enorm gæld, møder en åndsfælde, der måske kan være hans vej til frelse.
På rollelisten er indtil videre Colin Farrell, der var Oscar-nomineret for hans præstation i The Banshees of Inisherin, og Tilda Swinton, der tidligere har vundet én Oscar for sin birolle i Tony Gilroy-filmen Michael Clayton.
Filmens manuskript er baseret på bogen samme navn, skrevet af Lawrence Osborne. Bergers tidligere succes med filmatiseringer, gør ‘The Ballad of a Small Player’ en stærk spiller i feltet om Bedste bearbejdede manuskript, samt Bedste film og Bedste instruktør.
Premieredato til ’The Ballad of a Small Player’ er stadig uvis.

Avatar: Fire and Ash
Avatar blev revolutionerende for biografoplevelsen, da den gav os en fantasy-verden ud over det sædvanlige. Den vandt tre Oscar-statuetter med ni nomineringer, heriblandt Bedste film. Dens efterfølger, Avatar: The Way of Water, vandt én enkelt pris med fire nomineringer. Så er spørgsmålet: kan den tredje film, 'Avatar: Fire and Ash', holde det høje niveau, eller er James Camerons blå-univers på vej i den forkerte retning ift. priser?
Første gang vi mødte Na’vi folket, fik de besøg af mennesket, Jake Sully, i deres eventyrlige og frodige verden. I 'Avatar 2' bevægede vi os under vandet, og i 'Avatar 3' kommer vi til at møde "Aske-folket", der adskiller sig ved at være mere moralsk korrumperet end de Na’vi folk, vi før har mødt.
Der er nok ingen tvivl om, at 'Avatar 3' bliver nomineret i flere tekniske kategorier, men om den endelige snupper hovedprisen, må vi vente at se.
Avatar: Fire and Ash får premiere den 19. december 2025.
After the Hunt
Instruktør Luca Guadagnino er blevet nomineret til én Oscar før. Det var med filmen Call Me by Your Name.
Ved årets uddeling mener mange, at Guadagnino-film i den grad blev forbigået. Sidste år stod han nemlig bag to meget omtalte værker, det anmelderroste trekantsdrama Challengers og William S. Burroughs-filmatiseringen Queer. Mens mange mener, at Daniel Craig skulle have haft en nominering for sidstnævnte, så fik 'Challengers' nærmest ingen opmærksomhed ved uddelingen 2025.
Derfor er der også høje forventninger til instruktørens nye film ’After the Hunt’, og spørgsmålet er om den kan holde Guadagninos tårnhøje niveau, der endelig kan sikre ham sin første Oscar-statuette.
Filmen er en såkaldt “cancel-culture”-thriller, hvor Julia Roberts spiller en underviser, hvis stjerneelev (Eyo Edebiri) anklager hendes kollega (Andrew Garfield) for en meget alvorlig forbrydelse.
Instruktøren har selv været ude og fortælle om Julia Roberts pragtpræstation, der kunne blive Pretty Woman-stjernens anden Oscar-vindende præstation efter 2001, hvor hun vandt for Bedste kvindelige hovedrolle i Erin Brockovich.
’After the Hunt’ har premiere i USA den 10. oktober.
Wicked: For Good
Anden kapitel af megahittet Wicked ligger lunt i svinget til en nominering på grund af første films enorme succes.
Filmen, der er baseret på musicalen af samme navn, tager fat i anden akt af broadway-musicalen, og fuldender historien om ”The Wicked Witch of the West”, der prøver at stoppe den bedrageriske ”Wizard of Oz”.
Cynthia Erivo og Ariana Grande spiller de to hekse, der i første film dannede et smukt og usædvanligt venskab. De fik sammen lov til at sparke Oscar 2025-showet i gang med bl.a. sangen 'Defying Gravity', og deres Oscar-nomineringer og præstationer kommer nok også til at fylde i 2026-uddelingen.
'Wicked: For Good' kunne meget vel have kløerne i mange af de mindre priser, som f.eks. Bedste hår & makeup, men også kategorien for Bedste film får nok lidt tryllestøv med fra instruktør Jon M. Chu og hans musical-hit.
’Wicked: For Good’ har premiere i USA den 21. november.

Bugonia
Samarbejdet mellem instruktør Yorgos Lanthimos, og skuespillerne Jesse Plemons (Kinds of Kindness), Emma Stone (Poor Things) og Alicia Silverstone (The Killing of a Sacred Deer) fortsætter, og det ser ud til at blive endnu et vellykket samarbejde.
'Bugonia' handler om to unge konspirationsteoretikere, der kidnapper chefen af et kæmpe medicinfirma i den tro, at hun er et rumvæsen, der vil ødelægge Jorden.
Filmen er en amerikansk genindspilning af den sydkoreanske sort-komiske film ‘Save the Green Planet!’ instrueret af Jang Joon-hwan. Derfor har Lanthimos chancen for at vinde i Bedste bearbejdede manuskript-kategorien, hvor manuskriptforfatter Will Tracy (The Menu), har forsøgt at genskabe den koreanske magi til en amerikansk anmeldersucces.
På producerposten ser man overraskende nok Ari Aster, gyserinstruktøren bag Hereditary og Midsommar, hvilket tyder på et skørt og mørkt univers. Asters fast danske partner, Lars Knudsen, er også producer på projektet.
Emma Stone vandt sin anden Oscar for Poor Things, og sammen med Alicia Silverstone, kan der være nye stærke kvindelige skuespillerpræstationer på vej med potentialet for sejr i kateogrierne Bedste kvindelige hovedrolle og Bedste kvindelige birolle - og dermed flere statuetter til ‘Bugonia’.
’Bugonia’ har premiere i USA den 7. november.
One Battle After Another
En af de mest hypede film til næste års Oscar-show allerede, er Paul Thomas Andersons film 'One Battle After Another'. Det bliver hans tiende film, og der er høje forventninger til mesterinstruktøren. Han har i alt fået 11 Oscar-nomineringer for bl.a. There Will Be Blood og ’Liquorice Pizza’. Det er kun for nyligt, at titlen blev bekræftet til ’One Battle After Another’, samt den første trailer til filmen, der kommer til at være instruktørens dyreste til dato.
‘One Battle After Another’ handler om en gruppe ex-revolutionister, der skal redde en af gruppens døtre, efter en gammel fjende vender tilbage efter 16 år.
På rollelisten ser man Leonardo DiCaprio, Benicio Del Toro, Sean Penn og Regina Hall, der alle kan ligge lunt i svingen til en nomering i skuespillerkategorierne.
Og hvis Paul Thomas Anderson indfrier de høje forventninger, der er til filmen, er der ingen tvivl om en nominering, og måske også hans første statuette som instruktør kan være på vej.
‘One Battle After Another’ får premiere den 8. august.
Deliver Me from Nowhere
Sidste år blev Bob Dylan biografien A Complete Unknown nomineret til hele otte Oscar-statuetter, men fik ikke en eneste statuette med hjem, på trods de roser for Timothée Chalamets vellignende version af Dylan.
Men interesse for biografier om gamle rock-legender er stor og Oscar-uddelingen elsker en god biopic. Nu får så en af de allerstørste sin tur på det store lærred. Nemlig Born in the USA-ikonet Bruce Springsteen, der portrætteres af The Bear-stjernen Jeremy Allen White. Den musikalske underklasse-forkæmper kan meget vel blive hans filmiske glansrolle.
Filmen er instrueret af Scott Cooper, der i 2009 stod bag kameraet på musikfilmen 'Crazy Heart', der bl.a. sikrede hovedrolle Jeff Bridges indtil videre eneste Oscar.
'Deliever Me From Nowhere' er baseret på Warren Zanes’ bog af samme navn med under titlen 'The Making of Bruce Springsteens Nebraska'. Filmen handler netop om tilblivelsen af Springsteens sjette album, 'Nebraska', et dybt personligt album, der blev startskuddet til en ny ære for rockmusikeren.
Allerede nu lyder Oscar-trommerne. The Boss har selv været ude og rose Jeremy Allen Whites præstation som ham selv, og med den vind i sejlene som rock-biografi har i disse år, så kan 'Deliever Me from Nowhere' være på vej mod Oscar-toppen.
Premieredato til ’Deliver Me from Nowhere’ er stadig uvis.

Marty Supreme
Timothée Chalamet har selv fra sejrspodiet bebudet: "Jeg vil være en af de største", og hvis det skal ske, så bliver han nødt til at få en Oscar-statuette til kaminhylden inden karrieren er ovre.
Men skal det allerede være i 2026? Der er ingen tvivl om, at den 29-årige skuespiller er noget af en Hollywood-darling, der har masser af tilbud på hånden.
Timothee er allerede noteret for to Oscar-nomineringer for Bedste mandlige hovedrolle for ’Call Me by Your Name’ og ’A Complete Unknown’. Og flere mener, at stortaltent er blevet forbigået for sin imponerende roller, men der skulle også gå mange år før Leonardo DiCaprio fik lov til at holde sin første Oscar-statuette.
Timothee Chalamets bedste bud i 2026 er filmen 'Marty Supreme' lavet af Josh Safdie.
Safdie-brødrene blev for alvor kendte navne med filmen Uncut Gems, der gav Adam Sandler sin største dramatiske rolle til dato, og blev et kæmpe hit blandt anmeldere. Nu står Josh Safdie på egne ben og bejler til en nominering til Bedste film for sports-dramaet om bordtennis-legenden Martin ”Marty” Reisman.
Filmen er løst baseret på Marty, der med kælenavnet ”the Needle”, blev US-mester i bordtennis i 1958 og 1960. Det bliver produktionsselskabet A24's største film til dato, og overgår Alex Garlands Civil War, der før var selskabets dyreste på 50 millioner dollars.
’Marty Supreme’ har premiere i USA den. 25. december.
Andre bud på film-nomineringer:
Sentimental Value
’Sentimental Value’ af Joachim Trier følger Nora og hendes søster Agnes, der efter tabet af deres mor, skal affinde sig med deres fars tilbagevenden ind i deres liv. Gustav er manuskriptforfatter og tilbyder sin datter, Agnes, hovedrollen i sin nyeste film, men hun nægter.
Nora og Agnes er spillet af Renate Reinsve og Elle Fanning, og faren Gustav, er spillet af Stellan Skarsgård. Reinsve spillede også hovedpersonen i Triers ‘Verdens værste menneske’, der blev nomineret til to Oscar-statuetter for Bedste manuskript og Bedste internationale film. Selvom Stellan Skarsgård har været med i utalige film, både i Sverige og internationalt, så er han aldrig blevet nomineret for en Oscar. Men én gang skal jo være den første - og er det ikke på tide?
Norske Joachim Trier blev populær med ‘Verdens værste menneske’ i 2021, der også er den seneste film fra instruktørens hånd.
Premieredato til ’Sentimental Value’ er stadig uvis. Filmen vises på Cannes, hvor vi får et bedre indblik i om Trier kan holde niveauet fra forgængeren.
The Smashing Machine
Et lidt frækt gæt på en overraskende skuespiller-nomering kunne være til Dwayne ”The Rock” Johnson, der sammen med Emily Blunt, er med i Benny Safdies ’The Smashing Machine.
I denne omgang er han på hjemmebane, da han spiller MMA og UFC kæmper Mark Kerr, også kaldet ”The Smashing Machine”. Den foregår i tiden omkring Kerrs storhedstid som sportsmand, og hans nedstigning til et liv som storforbruger af opioider.
The Rock har tidligere brugt sin enorme fysik til alverdens actionroller, som har banet vejen for hans flotte Blockbuster-karriere. Denne gang virker det dog til, at han prøver at spille på nogle af sine andre tangten og tage et spadestik dybere, end vi nogensinde har set ham tage før. Om det kan fører ham hele vejen til en Oscar, det må tiden vise.
Den 52-årige stjerne virker i hvert fald mere dedikeret end før - og selskabet bag, A24, har en god historisk ift. Oscar-nomineringer.
Filmen skulle efter sigende have en mørk og upoleret stil, og vi glæder os til at se Johnson og Blunt flekse deres drama-muskler.
Premieredato til ’The Smashing Machine’ er stadig uvis.

The Phoenician Scheme
I 2026 kommer akademiet med en ny kategori kaldet Bedste casting. Og der er ingen tvivl om, at ’The Phoenician Scheme’ af Wes Anderson, har en god chance for at tage den første statuette i den nye kategori. Anderson er kendt for at have en række genkendelige ansigter i sine film, der ofte går igen i den produktive instruktørs film-kartotek.
Denne gang er det Scarlett Johansson, Tom Hanks, Michael Cera, Benedict Cumberbatch, Bryan Cranston, Bill Murray, Jeffrey Wrigth, Benicio Del Toro, og mange flere.
‘The Phoenician Scheme’ handler om en forretningsmand og et anstrengt far-datter-forhold, der udvikler sig til en mørk fortælling om spinage, svigt, og moralske gråzoner.
Wes Andersons universer er altid skøre, farverige og vellidte, og får ofte en Oscar-nominering med på vejen for Bedste film eller Bedste manuskript. Hans eneste vinder-film blev til gengæld for kortfilmen ’The Wonderful Story of Henry Sugar’, der også havde Benedict Cumberbatch i hovedrollen.
Måske kommer den ekstra-stjernespækkede rolleliste til at gøre næste års Oscar-show til Wes Andersons.
’The Phoenician Scheme’ har dansk biografpremiere den 29. maj, mens vises på Cannes-filmfestival, hvor vi får en tidlig indikation om dens potentiale.
Materialists
Listens "sorte får" er 'Materialists' af Celine Song. Den romantiske komedie handler I bedste Hitch-stil om en matchmaker, hvis forretning bliver sat over styr, da hun går ind i et giftigt trekantsdrama.
Dakota Johnson, Pedro Pascal og Chris Evans spiller de tre hovedpersoner, der bliver involveret i et kærlighedsdrama, og som tager seeren med på en følelsesmæssig rutchebanetur.
Den sydkoreanske instruktør Celine Song blev i 2024 nomineret til en Oscar for Bedste manuskript med sin debutfilm Past Lives, der blev rost for dens ærlige fortælling af et fjernt kærlighedsforhold. Igen i år har Song muligheden for at blive nomineret for Bedste manuskript, selvom om komediegenren sjældent får lov til at blomstre i de mange Oscar-kategorier.
’Materialists’ har premiere i USA den 13. juni.
Frankenstein
Der er en ny Frankenstein film på vej - ikke at forveksle med Maggie Gyllenhaals 2026 film ’The Bride!’, der også vil omhandle det legendariske monster, men Guillermo Del Toros gotiske version af det klassiske monster.
Del Toro har i alt vundet tre Oscar-statuetter, hvor den seneste var for hans fortolkning af Pinocchio. Det kan evt. pege i retningen af endnu en succesfuld fortolkning, denne gang af Universal-monsteret og dr. Frankenstein.
Denne type monster-film plejer ikke få akademiets opmærksomhed, men efter sidste års fokus på gyserfilmen The Substance, er der potentiale med den stjernespækkede film. Del Toros egen Oscar-vinder 'The Shape of Water' har forhåbentlig også fået Akademiets øjne op for at denne type film absolut også kan være høj kunst.
På rollelisten ser man nemlig Oscar Isaac som Dr. Victor Frankenstein, Jacob Elordi som monsteret, Mia Goth, Christoph Waltz, Ralph Ineson, og mange, mange flere.
Og i et sjældent syn kan man også opleve hele tre danskere! Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjelstrup, der alle sammen har ret store roller i filmen, og som forhåbentligt bringer lidt gys ind i akademiets beslutningsrum.
Fotografen på filmen er danske Dan Laustsen, der fortsætter sit samarbejde med Del Toro. Den danske filmfotograf har været Oscar-nomineret to gange før. Begge gang for to film af den mexicanske auteur, nemlig 'The Shape of Water' og 'Nightmare Alley'. Skal tredje gang være lykkens gang for Laustsen?
’Frankenstein’ laves til Netflix, det er derfor uvist om den får en biografpremiere.