2 nye film du kan se i biografen i denne uge

Efter påskens overflod af premierefilm skruer biograferne lidt ned for blusset i denne uge. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at komme efter. Tværtimod byder ugen på to stærke, mere eftertænksomme filmoplevelser, der tager os med vidt forskellige steder hen – både geografisk og følelsesmæssigt.
Man kan rejse til 1990’ernes Irak og opleve en barndom formet af frygt, magt og lydighed, når en tilsyneladende uskyldig bageopgave udvikler sig til noget langt mere alvorligt. Eller man kan tage med til Spaniens solrige vestkyst, hvor en ung kvinde begiver sig ud på en personlig pilgrimsrejse gennem minder, familiehemmeligheder og sin egen identitet.
Herunder er et overblik over de to premierefilm i uge 15:
En kage til præsidenten
At leve i 1990’ernes Irak betød at leve i skyggen af Saddam Hussein, hvis ansigt var klistret op på vægge overalt i byen og hans navn indprentet i børns bevidsthed.
Det er dette Irak, førstegangsfilminstruktøren Hasan Hadi husker fra sin opvækst – et øjebliksbillede set gennem øjnene på den niårige Lamia og hendes kælehøne, Hindi.
Lamias historie begynder med en opgave, der virker bedragerisk simpel: Hun får af sin skolelærer besked på at bage en kage til ære for præsidentens fødselsdag.
Det står dog hurtigt klart, at opgaven i virkeligheden er en test af lydighed.
Filmen vandt den prestigefyldte Camera D’Or-pris for bedste debutfilm ved Cannes Film Festival og blev også Iraks officielle Oscar-kandidat 2026.
Romeria
Med udgangspunkt ved den solrige atlanterhavskyst i Galicien bærer filmens titel 'Romeria' den meget passende betydning "pilgrimsrejse", da den følger en ung kvindes rejse ind i sin egen fortid.
Det foregår i sommeren 2004, hvor pigen Marina kort efter at være fyldt 18 har brug for et officielt dokument, før hun kan begynde på universitetet. Derfor rejser hun til kystbyen Vigo, hvor hendes for længst afdøde biologiske forældre boede i begyndelsen af 1980’erne.
Med sin mors dagbog i hånden følger hun deres spor, samtidig med at hun knytter bånd til sin fars udvidede familie, herunder sine bedsteforældre, forskellige tanter og onkler og især sin livlige fætter Nuno, som er jævnaldrende med hende.
Men de historier, familien fortæller om hendes forældre, stemmer ikke overens med det, hun selv har hørt.
Forfatter og instruktør Carla Simón står bag denne indre odyssé, hvor minder og nyopdagede hemmeligheder flettes sammen til skarpe erkendelser.








