3 hypede gyserfilm på vej: Markerer et stærkt år for original horror

Vi skrev for nyligt en lille opsang om, at man skulle huske at se de originale biograffilm. Læs mere her.
Den genre, som måske er "værst" til at lave efterfølgere i ét væk, er gyserne, der gerne få et uoverskueligt antal fortsættelser. Oftest har de en charme i sig selv - hvis man er til den slags. Men horrorgenren er faktisk også en af de genrer, som er bedst til at levere originale fortællinger med overraskende twists.
Lige nu kan man fx se vampyrfilmen Sinners i de danske biografer. Filmen har allerede været en stor succes i USA, hvor den bl.a. som den eneste gyserfilm i 35 år har fået et "A" i CinemaScore.
'Sinners', der er baseret på en original historie af filmskaber Ryan Coogler, markerer et år, hvor masser af spændende original horror venter i de danske biografer.
Herunder udpeger vi tre gyserfilm baseret på et original manuskript, som vi glæder os ekstra meget til i den kommende tid:
Bring her Back
Tvillingebrødrene Danny Philippou og Michael Philippou overraskede alt og alle med deres originale gyserfilm Talk to Me tilbage i 2022.
En efterfølger blev (selvfølgelig) annonceret kort tid efter, men inden den lander, så har makkerparret kastet sig over anden gyserfilm med titlen 'Bring her Back', der som 'Talk to Me', er baseret på et originalt manuskript af Danny Phillippou og Bill Hinzman.
Den australske film har Sally Hawkins i hovedrollen som Laura. Historien følger to børn, der - efter deres mors bortgang - ender i en plejefamilie. Her begynder de at eksperimentere med et frygtindgydende ritual.
Du kan se teaser-traileren herover og få en forsmag på den uhygge som venter i biograferne fra 31. juli.
Weapons
I stil med den biografaktuelle 'Sinners', så var manuskriptet til den hypede 'Weapons' yderst ombejlet. De fleste af Hollywoods store studier bød ind, og i sidste ende faldt valget på Warner Bros., der med en god pose penge gav instruktør Zach Gregger frie hænder til at skabe sin opfølger til gyserhittet Barbarian.
Zach Cregger har også selv forfattet den originale historie til 'Weapons', som tager sit udspring i, at alle på ét barn fra den samme klasse forsvinder ud i nattens mørke. Det efterlader et lokalsamfund i fortvivlelse og med det samme ubesvarede spørgsmål: Hvem eller hvad står bag børnenes mystiske forsvinden?
Rollelisten består bl.a. af Josh Brolin, Julia Garner, Alden Ehrenreich, Austin Abrams, Cary Christopher og Benedict Wong.
Den første trailer øverst, der især i sidste del eskalerer.
'Weapons' får dansk biografpremiere den 7. august.
HIM
Den gruopvækkende gyserfilm 'Him' kunne meget vel blive en af årets store overraskelser.
'Him' er produceret af Get Out-instruktør Jordan Peele, og man kan tydelig mærke hans tilstedeværelse i den første teaser-trailer (se den herover) på filmen, der ligner en blanding mellem en motiverende sportsfilm og en af Peeles egne gyserfilm.
Historien følger en lovende, ung football-spiller, der bliver inviteret ud for at træne med en legendarisk quarterback på et isoleret sted, og den beskrives som en blodig og spændende rejse ind i kernen af berømmelse, magt og jagten på perfektion for enhver pris.
'HIM' får dansk biografpremiere den 18. september.