5 film du skal streame i februar

En ny måned betyder også masser af nyt på streaming. Det gælder naturligvis også denne februar, hvor vi peger på fem forskellige streaming-muligheder.
Du kan se frem til både et godt grin og brutal action, dansk drama og en biografisk fortælling samt en prisuddeling.

Kinda Pregnant
Komedien 'Kinda Pregnant' følger Lainy, der er jaloux på sin bedste venindes graviditet. Derfor beslutter hun sig nu for at tage en falsk gravid mave på.
Det går naturligvis ikke uden sin del af komiske komplikationer – og da slet ikke, da hun møder sin drømmemand.
I hovedrollen som Lainy finder man komikeren Amy Schumer, mens rollelisten bl.a. også byder på Will Forte.
'Kinda Pregnant' kan ses på Netflix fra den 5. februar.

The Order
Der er fuld knald på en række brutale bankrøverier i denne benhårde action-thriller, der udspiller sig i starten af 1980'erne.
Vi møder således en FBI-agent, der tror, at forbrydelserne ikke er økonomisk motiverede, men snarere er begået af en gruppe farlige terrorister.
I front som agenten finder man Jude Law, mens Nicholas Hoult portrætterer lederen af den kriminelle gruppe bag røverierne.
Filmens instruktør Justin Kurzel har bl.a. den urovækkende 'Nitram', den billedsmukke 'Macbeth' og den nervepirrende 'Snowtown' på sit CV.
'The Order' kan ses på Prime Video fra den 6. februar.

Wildcat
Skuespilleren Ethan Hawke - kendt fra et utal af roller i film som 'Before Sunset' og 'Training Day' - debuterede som instruktør i 2001. Med det biografiske drama 'Wildcat' runder han sin femte spillefilm bag kameraet.
Denne gang har han sin datter, Maya Hawke (Stranger Things), i front som den 24-årige Flannery O'Connor, der i 1950'ernes Georgia bliver diagnosticeret med gigtsygdommen lupus. Sygdommen er gået i arv fra hendes far, der døde, mens hun stadig var barn.
Sygdommen bliver imidlertid hendes drivkraft i beslutningen om, at hun vil sætte et aftryk i historien som forfatter.
Filmen bygger på sande beretninger om Southern Gothic-forfatteren Flannery O'Connor.
'Wildcat' kan ses på Blockbuster m.fl. fra den 10. februar.

BAFTA Film Awards 2025
Den britiske filmpris Bafta uddeles denne februar - og du kan se med!
I hovedprisen Bedste film kæmper disse titler om prisen: 'Anora', 'The Apprentice', 'The Brutalist', 'A Complete Unknown', 'Conclave', 'Dune: Del 2', 'Emilia Pérez', 'Kneecap', 'The Substance' og 'Wicked'.
BAFTA Film Awards kan ses på BritBox den 17. februar.

A Copenhagen Love Story
Vi møder i den danske kærlighedsfilm Mia, som finder kærligheden i den enlige far Emil. Deres lykke bliver dog sat på prøve, da de må gennemgå fertilitetsbehandlinger i håbet om at få fælles børn.
På rollelisten finder man bl.a. Rosalinde Mynster, Joachim Fjelstrup, Mille Lehfeldt, Sara Fanta Traore, Magnus Haugaard, Magnus Millang og Sargun Oshana.
Det romantiske drama er baseret på en roman af Tine Høeg, mens filmen er skrevet og instrueret af komedieduoen Ditte Hansen og Louise Mieritz.
'A Copenhagen Love Story' kan se på Netflix fra den 26. februar.