5 serier du skal streame i november
Vi skriver nu november måned, og de mørke aftener kalder på seriemaraton under tæppet. Heldigvis byder måneden på flere længe ventede serier, som kan lyse de kolde timer op.
Fra storslåede sci-fi-verdener til intense dramaserier – november har noget for enhver smag. Blandt højdepunkterne er premieren på 'Dune: Prophecy', hvor vi får et nyt perspektiv på det ikoniske univers, og selvfølgelig nye sæsoner af populære serier, der endelig vender tilbage.
Uanset om du er til fremtidsdystopier, psykologiske dramaer eller gode grin, venter der timevis af underholdning.
Herunder er vores 5 serieanbefalinger for november måned:
The Old Man - Sæson 2
Den spændingsfyldte thriller-serie om den tidligere CIA-agent Dan Chase (spillet af Jeff Bridges) vender nu tilbage.
Sæson 2 af 'The Old Man' følger direkte op på slutningen af første sæson, hvor vi så Dan Chase konfrontere sin fortid i et hæsblæsende og actionfyldt pistoldrama.
Efter kidnapningen af Emily Chase bliver tre mænd – heriblandt Dan Chase – involveret i voldsomme kampe i Mellemøsten for at redde hende. De hævder alle at være hendes far, hvilket skaber en kompleks og farlig konflikt med alvorlige konsekvenser.
Udover Jeff Bridges vender John Lithgow, Alia Shawkat, Amy Brenneman, Gbenga Akinnagbe og Navid Negahban også tilbage i den nye sæson efter to års ventetid.
2. sæson af 'The Old Man' kan ses på Disney+ fra den 6. november.
Yellowstone - 5. sæson, del 2
Anden del af den femte sæson af western-serien Yellowstone kan snart ses i hjemmebiografen. Det er samtidig den sidste i hovedserien.
Borgerkrig er brudt ud blandt Duttons, med Jamie (Wes Bentley) og Beth (Kelly Reilly) i strid med hinanden, og en ødelæggende sygdom spreder sig gennem Montanas dyreliv og truer Duttons' kvæg.
Stjernen Kevin Costner, der spiller John Dutton, kommer ikke til at medvirke i de nye episoder, da han fokuserer på sit eget western-projekt, 'Horizon'. Til gengæld er der flere spinoffs på vej, bl.a. 'The Madison' med Michelle Pheiffer, så fans af Yellowstone behøver ikke begræde hovedseriens afslutning.
'Yellowstone' – sæson 5 del 2 får premiere den 14. november på SkyShowtime
Silo - sæson 2
I en dystopisk fremtid lever befolkningen i en enorm underjordisk silo, styret af adskillige regler, som de tror beskytter dem mod den giftige og ødelagte verden på overfladen.
Det er præmissen for serien 'Silo', hvor Rebecca Ferguson spiller hovedrollen som Juliette Nichols, der i første sæson opdager, at alt ikke er, som det ser ud. I anden sæson står hun nu over for endnu en enorm udfordring – overfladen.
Med et stjernespækket cast, der også tæller Tim Robbins, Iain Glen og Common, er 'Silo' en dyster og dramatisk serie, der skildrer både det bedste og værste i mennesket. Måske giver anden sæson os endda svaret på de store spørgsmål: Hvad er meningen med siloen, og hvem står egentlig bag?
Som et tankevækkende og mere seriøst modstykke til Prime Video-serien 'Fallout' - som også venter anden sæson - er 'Silo' den perfekte serie til de mørke novemberaftener.
2. sæson af 'Silo' kan ses på Apple TV+ fra den 15. november.
Dune: Prophecy
Efter Denis Villeneuves to Dune-film har domineret i biograferne og i popkulturlandskabet, er det nu endnu engang tid til at vende tilbage til Frank Herberts elskede science fiction-univers – denne gang på tv-skærmen.
'Dune Prophecy' finder sted tusinder af år før Paul Atreides’ oprør på Arrakis og udforsker oprindelsen af Bene Gesserit fra dengang, det blot hed The Sisterhood, mens de søger at opnå mere indflydelse i universet fra skyggerne.
Rollelisten inkluderer navne som Emily Watson, Olivia Williams, Travis Fimmel, Mark Strong, og så har serien også et dansk islæt, idet skuespilleren Sarah-Sofie Boussnina (kendt fra bl.a. Fasandræberne) spiller en stor rolle som kejserens datter, Prinsesse Ynez.
Serien er storslået på et niveau, der er meget tæt på de populære film om universet og giver klare associationer til 'Game of Thrones' tilsat rumskibe.
'Dune: Prophecy' kan ses på MAX fra den. 17. november.
LOL: Den der ler sidst – 2. sæson
Prime står igen bag det skøre humoreksperiment 'LOL', når Sofie Linde endnu engang byder et helt nyt hold sjove mennesker indenfor i underholdnings tegn.
Der skal dystes i, hvem der kan holde masken, når deres sjove kollegaer laver vilde narrestreger, skøre pranks og humoristiske stunts i forsøget på at få deres modstandere til at grine - uden selv at knække sammen.
Anden sæsons komikere tæller Annika Aakjær, Rasmus Bjerg, Rasmus Botoft, Jan Elhøj, Lars Hjortshøj, Mia Lyhne, Linda P, Stephania Potalivo, Ruben Søltoft og Rasmus Wallbridge.
Og der er meget på spil, for den sidste, der står tilbage, vinder en stor pengepræmie, som doneres til vinderens foretrukne velgørenhedsorganisation.
Sæson 2 af 'LOL: Den der ler sidst' kan ses op Prime fra den 29. november.