9 Marvel-karakterer der blev skiftet ud med nye skuespillere

I en omfattende franchise som Marvel Cinematic Universe (MCU) er udskiftninger af skuespillere uundgåelige. Uanset om det skyldes kreative uenigheder, mislykkede kontraktforhandlinger eller uforudsete omstændigheder, er flere skuespillere blevet erstattet gennem årene.
Captain America: Brave New World er den seneste i en lang række af MCU-film, der har rystet skuespillerposen og tilføjet nye ansigter til etablerede karakterer. Mens nogle udskiftninger var mere eller mindre naturlige overgange, var andre mere konfliktfyldte.
Vi har herunder samlet en liste over udskiftede skuespillere og årsagerne til, at de ikke vendte tilbage til deres roller:

Thanos – Fra Damion Poitier til Josh Brolin
Thanos’ første optræden i MCU fandt sted i slutscenen efter rulleteksterne til The Avengers. Dengang blev han spillet af stuntperformeren Damion Poitier krediteret som "Mand #1", men da Thanos siden blev en fuldt udviklet karakter med faktiske replikker, overtog Josh Brolin rollen.
Selvom Thanos grundlæggende er en computergenereret karakter, er det svært at forestille sig nogen anden end Brolin som stemmen bag The Mad Titan. Brolins dybe, kraftfulde røst tilføjede intensitet til superskurken og cementerede ham som den ultimative version af karakteren.

Thaddeus 'Thunderbolt' Ross – Fra William Hurt til Harrison Ford
William Hurt var en af de skuespillere, der har været længst med i MCU som General Thaddeus Ross fra Iron Man (2008) til Black Widow (2020).
Det var forventet, at han ville gentage sin rolle i den nye 'Captain America: Brave New World', men han gik tragisk bort i 2022 efter en hård kamp med prostatakræft.
Harrison Ford blev hyret til at erstatte Hurt, og karakteren i den nye film er nu valgt som USA’s præsident. Derudover forvandles Ross også til Red Hulk i den nye film.

James 'Rhodey' Rhodes – Fra Terrence Howard til Don Cheadle
Terrence Howard som Rhodey antyder i den første 'Iron Man', at han i fremtiden vil påføre sig jerndragten, og selvom det faktisk ender med at komme til virkelighed så tidligt som i Iron Man 2, er det denne gang Don Cheadle, der har påtaget sig rollen.
Årsagerne til, at Howard blev erstattet som Rhodey, skyldtes kontraktforhandlinger og uenigheder om løn.
Howard hævdede, at Robert Downey Jr. fik en enorm lønforhøjelse, mens der blev skåret i hans egen løn. Han er endda gået så langt som at sige, at 'Iron Man' var ansvarlig for at have "ødelagt [hans] karriere."
Vi får nok aldrig fuldt indblik i, hvad der skete bag kulisserne, men vi ved, at Marvel gav Howards afløser, Don Cheadle, blot to timer til at beslutte, om han ville tage rollen og underskrive en kontrakt på seks film.
Fordi han på daværende tidspunkt var til sin søns fødselsdagsfest, var Marvel så gavmilde at give ham en hel ekstra time til at beslutte sig. Og resten er historie.

Howard Stark – Fra Gerard Sanders til John Slattery til Dominic Cooper
Gerard Sanders nåede kun at portrættere Howard Stark på billeder i den første 'Iron Man', og det var dermed op til efterfølgeren at vise Howard i fuld form. John Slattery erstattede således Sanders i 'Iron Man 2', hvor han optræder i en video, mens Tony ser arkivoptagelser.
Slattery fortsatte med at spille Howard i flashbacks gennem det næste årti, men samtidig har en anden skuespiller, nemlig Dominic Cooper, ved lejlighed overtaget rollen i bade Captain America: The First Avenger og Agent Carter-serien.
Det blev dog i sidste ende primært Slattery, der spillede de ældre versioner af Tonys far.

Bruce Banner/Hulk – Fra Edward Norton til Mark Ruffalo
Mark Ruffalo var angiveligt The Incredible Hulk-instruktøren Louis Leterriers førstevalg til rollen som Bruce Banner/Hulk, men Marvel tvang ham efter sigende til at vælge Edward Norton, fordi han var "mere berømt."
Norton endte dog med at få personlige problemer med Marvel-chefen Kevin Feige, som ikke så Fight Club-stjernen som en "holdspiller". Det skete efter, at Norton angiveligt var så utilfreds med den endelige version af filmen, at han nægtede at deltage i pressearbejdet for den.
Nogle år senere forklarede Norton dog, at han nød at lave filmen, men ikke ønskede at binde sig til en flerårig kontrakt for rollen. Dette banede vejen for Mark Ruffalo, der har spillet Hulk lige siden.
Nortons version er stort set blevet ignoreret i fremtidige Marvel-projekter, indtil den indirekte blev refereret til i She-Hulk-serien i 2022. Her kæmper Ruffalos Hulk mod Abomination, som optrådte i 2008-filmen, og siger: "Den kamp var for mange år siden. Jeg er en helt anden person nu – bogstaveligt talt."
Samtidig er der flere henvisninger til 'The Incredible Hulk' i 'Captain America: Brave New World', så filmen spiller stadig en vigtig rolle i MCU.

Mainframe – Fra Miley Cyrus til Tara Strong
Mainframe er en mindre karakter, der første gang optræder i Guardians of the Galaxy Vol. 2 som et afskåret robot-hoved, der er medlem af Stakar Ogords Ravagers. Dengang var det Miley Cyrus, der leverede stemmen til karakteren, men popstjernen vendte ikke tilbage til efterfølgeren fra 2023 pga. kalenderkonflikter.
I Guardians of the Galaxy Vol. 3 blev Cyrus dermed erstattet af den erfarne stemmeskuespiller Tara Strong, som også lægger stemme til Miss Minutes i Disney+-serien 'Loki'.
Mainframe har kun få replikker i filmen, og Strongs dygtighed som stemmeskuespiller gør, at de fleste nok slet ikke har bemærket udskiftningen.

Fandral – Fra Josh Dallas til Zachary Levi
Situationen omkring rollen som en af Thors loyale følgesvende, Fandral, er en smule spøjs.
Længe før Zachary Levi landede rollen som superhelten Shazam i DC-universet, var han faktisk førstevalg til at spille Fandral, men måtte takke nej til rollen på grund af sine forpligtelser til tv-serien 'Chuck'.
Det åbnede døren for Josh Dallas, der spillede rollen i den første Thor-film.
Når det kom til efterfølgeren, var det dog Dallas tur til at opgive rollen, da han havde fået en hovedrolle i fantasyserien 'Once Upon a Time', og pludselig endte Levi alligevel med at portrættere karakteren i både Thor: The Dark World og Thor: Ragnarok.

Cassie Lang – Fra Abby Ryder Fortson til Emma Fuhrmann til Kathryn Newton
Cassie Lang er en af de få roller, der har skiftet skuespiller flere gange. Første gang vi mødte Cassie var tilbage i 2015 i Ant-Man, hvor hun som barn blev spillet af Abby Ryder Fortson.
Men efter Thanos' knips og det femårige tidsspring mellem 'Infinity War' og 'Endgame' var det nødvendigt at aldersopgradere karakteren. Marvel valgte ved den lejlighed Emma Fuhrmann til at spille teenageversionen af Cassie i en kort scene i 'Endgame'.
Fans forventede nok, at Fuhrmann ville vende tilbage som Cassie i Ant-Man and the Wasp: Quantumania, så mange blev overraskede, da Kathryn Newton blev annonceret som hendes erstatning.
Fuhrmann udtrykte sin skuffelse på Twitter og bekræftede, at hun først fandt ud af udskitningen ved filmens officielle annoncering.
Instruktør Peyton Reed har forklaret, at han valgte Newton, fordi han mente, at hun var "skarp, kvik og sjov" og kunne matche Paul Rudds tilstedeværelse på lærredet uden at blive overskygget.

Red Skull – Fra Hugo Weaving til Ross Marquand
Selvom Red Skull er hovedskurken i 'Captain America: The First Avenger', gjorde hans forvisning det usandsynligt, at han ville vende tilbage.
Karakteren dukker dog op igen syv år senere i 'Avengers: Infinity War', men denne gang spillet af Ross Marquand.
Ligesom Terrence Howard ønskede den oprinedelige skuespiller Hugo Weaving en højere løn for at vende tilbage til rollen, men han kunne ikke få Marvel til at acceptere prisen.
Måske fordi karakteren er så afhængig af makeup og computergenererede effekter, og det er svært at se, hvem der er bag proteserne, valgte Marvel simpelthen bare at hyre en anden skuespiller i Marquand, der kunne lyde som Weaving, og mange har formentlig slet ikke lagt mærke til forskellen.
'Captain America: Brave New World' er premiereaktuel i biograferne. Find dine billetter på kino.dk.