Bedre end Heath Ledger: Ny filmskurk hyldes - og afslører improviseret scene

Austin Butler får ros
'The Dark Knight' / 'Dune: Del 2'
(© 'The Dark Knight' / 'Dune: Del 2' / Warner Bros.)

Dune: Del 2 kører for fuld udblæsning i de danske biografer lige nu. 

Filmen fik den største åbning siden sidste sommer, hvor Barbie og Oppenheimer ramte de danske biografer. Hollywood er i den grad trådt ind i 2024 – og som det så tit er med værker i den skala, så begynder folk at sammenligne med andre storfilm.

En af de karakterer, som har fået en del omtalte efter premieren på ’Dune: Del 2’, er skurken Feyd-Rautha Harkonnen spillet af Austin Butler.

I første omgang overraskede den psykopatiske figurs udseende alle, da vi så de første skræmmende billeder af en skaldet Austin Butler uden øjenbryn. 

Den 32-årige skuespiller, som især er kendt for sin præstation som Elvis forrige år, er blandt de nye navne på rollelisten til ’Dune: Del 2’, og han har efterladt et imponerende indtryk på både kritikere og publikum.

'Dune: Del 2'
(© 'Dune: Del 2' / Warner Bros.)

Skræmmende præstation

Sammenligningerne er gået på, at hans præstation som Feyd-Rautha er i samme liga som Heath Ledgers Joker fra The Dark Knight og Javier Bardems Anton Chigurh fra No Country for Old Men.

Begge karakterer er gået over i populærkulturen, ligesom at de to skuespillere også begge blev belønnet med en Oscar for deres optræden.

The Playlist spår, at Austin Butler vil være at finde i Oscar-feltet næste år for sin præstation som Feyd-Rautha, mens debatten blandt fans raser på de sociale medier, bl.a. X (tidl. Twitter). Her skriver en bruger:

- Austin Butler's Fyed-præstation/karakter er på niveau, hvis ikke bedre end Ledgers Joker. Hans manierisme, bevægelser, stemme. Skræmmende!

- Duellen i slutningen er en af de bedste nogensinde.

Nogle påtaler, at han burde have haft mere tid på lærredet for, at han for alvor skulle op på siden af de førnævnte skurke. Her kan det måske nævnes, at Anthony Hopkins Hannibal Lector sammenlagt var med i 16 minutter af 'Silence of the Lambs'....

Om ikke andet er det svært at ryste Austin Butlers optræden af sig, når man først har set ’Dune: Del 2’, og han har uden tvivl gjort et indtryk på de fleste. Ikke mindst dem, som kendte stjernen bedst som Elvis.

'Dune: Del 2'
(© 'Dune: Del 2' / Warner Bros.)

Inspireret af Heath Ledger

Austin Butler har selv fremhævet Heath Ledgers Joker som en af sine favorit skurke på film:

-Jeg elsker Heath Ledger i 'The Dark Knight'. Han er som en kat med sit legetøj.

Butler har ydermere fremhævet den afdøde skuespiller og Gary Oldmans præstationer i 'Léon', 'True Romance' og 'Det femte element' som hovedinspirationer:

- Vi talte en del om Heath Ledger, den legende tilgang han havde. Det er ikke en specifik ting, men mere en generel inspiration.

Til rollen som Elvis gik Austin Butler dybt ned i tilblivelsen, det som populært kaldes ”metod acting”. Han har selv beskrevet det som om, at han var sangeren dag og nat i tre år. Denne tilgang havde han ikke til Feyd, afslører han i et interview med Los Angeles Times

-Jeg vidste, at det havde været usundt for min familie og venner, forklarer skuespiller og fortsætter:

- Så jeg traf et bevidst valg om at trække en grænse. Det gav mere frihed mellem action og cut, fordi jeg vidste, at jeg beskyttede alle andre, der ikke var en del af, hvad vi lavede. Det betyder ikke, at det ikke blødte ind i mit privatliv. Men jeg vidste, at det ikke ville gøre noget farlig uden for den grænse, og på en måde tillod det mig at gå dybere, tror jeg.

Improviseret kys

Austin Butler har ligeledes afsløret, at en af karakterens mere subtilt psykopatiske øjeblikke blev improviseret. Det drejer sig om scenen, hvor han kysser Stellan Skarsgaard, der spiller hans onkel, Baron Harkonnen. 

Til Access Hollywood fortæller Hollywood-stjernen, at svenske Skarsgaard er ”med på alt”. Og til spørgsmålet om, hvorvidt Butler prøver at chokere sin kollega:

- Han er den bedste. Det handler altid om, hvordan du prøver at påvirke den anden.

Netop dette kaster mere brænde på bålet i sammenligningen mellem Butler og Ledgers karakterer. Ledgers præstation som Joker var nemlig i flere udstrækninger improviseret - hvilket var med til at skabe en uforudsigelig karakter.

'Dune: Del 2' kan ses i biografen nu. Køb dine billetter her på kino.dk.