Bekræftet: Henry Cavill og John Wick-instruktør genindspiller 80'er-klassiker

Der har i efterhånden en del år været arbejdet på et reboot af 80'er-klassikeren Highlander med Christopher Lambert og Sean Connery i rollerne som udødelige krigere.
Nu er der spændende nyt i sagen om en genindspilning af Russell Mulcahys første film fra 1986.
Instruktør Chad Stahelski har i lang tid gerne ville puste nyt liv til universet. Der har bare været usikkerhed om hvem, der skal spille hovedrollen som Connor MacLeod. Nu bekræfter skuespilleren Henry Cavill langt om længe i et nyt interview, at han er ombord. Det skriver Collider.
Henry Cavill har ganske vist været tilknyttet projektet i længere tid, men har blot ikke før nu bekræftet, at han griber sværdet for at starte at træne til filmen. Det gør han så nu:
- Træningen er for alvor ved at begynde. Det bliver en meget lang træningsproces, og jeg er meget spændt på at komme i gang. Der er ikke så meget, jeg kan fortælle i øjeblikket. Jeg vil gerne holde alting hen i mørke så længe som muligt.
Selvom det altså ikke er meget, den 40-årige skuespiller fortæller, er det trods alt nu bekræftet, at han er med i Highlander-rebootet.

Om det så netop er rollen som Connor MacLeod, Superman-stjernen skal spille, er ikke helt klart. Hans alder og stjernestatus taget i betragtning, er det dog oplagt.
Selvom bl.a. også filmens plot ligger hen i mørke, kan vi nok godt glæde os til en del hårdtslående action. Instruktør Stahelski har i hvert fald bl.a. lavet fire John Wick-film, der beviser, at han ved, hvordan adrenalinpumpende kampe skal laves.
Efter flere forsinkelser og en strejke i Hollywood, lader det altså nu til, at projektet i den grad er på skinner. Som skrevet tidligere, er 2026 udset til at være året, hvor filmen skal have premiere. Det skriver IGN.
Den originale 'Highlander' udspiller sig i en verden, hvor udødelige krigere jagter hinanden i et samtidigt New York. Filmen har allerede fået flere fortsættelser i form af både serier, film og tegneserier.
Chad Stahelskis vision er dog ikke blot at genskabe den første film. Han vil også afsøge filmens mytologi i en bredere forstand, bl.a. med baggrund i franchisens serier.
Henry Cavill er lige nu biografaktuel som spion i actionkomedien Argylle, mens han også er på vej med en ny film af Guy Ritchie med titlen 'The Ministry of Ungentlemanly Warfare'. Skuespilleren er desuden tilknyttet en storstilet serie baseret på Warhammer.
Oplev Henry Cavill i den biografaktuelle 'Argylle'. Find dine billetter her.








