Se videoen: Kender stemmen bag alle dine barndomsminder sine egne replikker?
Dansk instruktør afslører: Sådan endte jeg med at lave en film på den anden side af Jorden
Ny podcast med den danske filmskaber
Lone Scherfig er en af dansk films mest succesfulde filmskabere, der er efter sit helt store gennembrud med Italiensk for begyndere er en af de få danske instruktører, som for alvor har formået at markere sig internationalt. Det er sket med titler som den Oscar-nominerede An Education og One Day med Anna Hathaway.
Men med sin nyeste film er hun dog langt væk fra både Danmark, England og Hollywood. Hun er nemlig rejst til Sydamerika, nærmere bestemt Chile og Atacama-ørkenen. Det er med den spansksprogede værk Pigen der fortalte film, der kan ses i biografen nu.
Filmen udspiller sig i 1960'ernes Chile og fortæller historien om den yngre i en søskendeflok på fire, Maria. Familien kæmper for at holde sammen på tingene, men de kan finde trøst i den lokale biografer, hvor de hver søndag kan drømme sig væk.
Men da faren bliver alvorligt skadet, mindste han sit job som arbejder i den lokale saltpeter-mine, og grundet nye økonomiske udfordringer, bliver det Marias opgave at underholde familien med at genfortælle filmene fra biografens mørke.
Hvordan ender en dansk instruktør på en spansksproget film? Hvordan instruerer man, når man ikke er fyldende i lokalsproget? Og hvor langt er der egentlig fra Danmark i 1960’erne og så til Chile i samme tidsperiode?
Det var nogle af de ting spørgsmål, som vi stillede Lone Scherfig i vores nye podcast, hvor vi dykkede ned i den danske instruktørs imponerende udenlandskarriere.
Lyt med herunder eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på ”kino.dk filmpodcast”):
Lone Scherfig har over 11 spillefilm og op til flere serier på CV’et og har i fire årtier arbejdet med film, og det var da også hendes imponerende bagkatalog, som i første omgang skaffede den danske instruktør jobbet på ’Pigen der fortalte film’:
- Det er en spansk-fransk-chilensk film. Det spanske distributionsselskab, som også er producent, har biografer i Spanien, og de har kørte nogle af de film, som jeg har lavet i de biografer. Og derfor kendte de mine film og ville have sådan én.
- Der havde været en brasiliansk instruktør på filmen, Walter Salles, der bl.a. har lavet ’Motorcycle Diaries’, og som i øvrigt kommer med en ny film. Og dén nye film sprang han fra dette projekt for at lave. Så fik jeg muligheden og læste bogen. Klarede af, hvad jeg gerne ville lave om. Det skal man jo, man skal ikke gå ind og sige: "Ja, jeg vil gerne have jobbet," for derefter at ændre skuden fuldstændigt. Man bliver nødt til at tænke det igennem.
Grundet sin store erfaring vidste Lone Scherfig også præcist, hvad hun gerne ville lave med ’Pigen der fortalte film’:
- Den handler jo om film, så nu syntes jeg simpelthen, at det skulle laves smukt. Det her skal være ordentligt, flot håndværk. Der er ingen dogmefilm her. Det er selvfølgelig et klart signal om, hvilket budget man forventer, hvilket udstyr og bemanding man gerne vil have med sig. Så vi forventningsafstemte, som man siger på godt dansk, så man er enige om, at man laver den samme film.
- Så da vi var dér, så har jeg fået det i ret vidt omfang, som jeg ville, bortset fra, at det var en sindssygt svær film at lave, fordi det er en svær natur at arbejde i. Verdens tørreste sted, verdens smukkeste stjernehimmel. Altså langt ude fra lands lov og ret med jordskælv, tornadoer, giftedderkopper, COVID, trafikulykker, der er simpelthen ikke dét, vi ikke var ude for undervejs. Men filmen har det ikke i sig.
- Den har selvfølgelig en hård undertone, fordi den også foregår i en diktaturtid. Den har en kæmpe kælder under sig af alvor, kan man sige. Men det skulle jo ligne en lys, smuk og kærlig familiefilm, og så viser det sig, at den har noget klangbund. Og det er jo dét, jeg gerne vil. Derfor har jeg altså nydt at lave den.
Den danske instruktør er ikke fyldende i spansk, afslører hun, så hvordan instruerer man egentlig så en spansksproget film? Det var egentlig ret ligetil forklarer Scherfig:
-Jeg havde en tolk. Jeg kender jo manuskriptet, jeg ved, hvad de siger. Det er jo ikke sådan: ”Hvad sagde ham dér skuespilleren?” Jeg forstår en hel del, men ikke nok. Og man kan godt risikere, når man instruerer, at skuespillerne griber fat i et ord, hvor man har været upræcis.
- Så man skal være ret præcis. Og man skal ikke sige alt for meget heller, fordi de kan jo selv, de er jo skuespillere, og hvis man overforklarer, så giver man ikke dem plads… Så jeg er vant til at prøve at udtrykke mig kort og præcist. Det gjorde jeg også denne gang. Og de forstår engelsk, især børnene.
Ydermere så er filmsprog universelt, forklarer instruktøren:
- Om der bliver spillet godt, om det ser ægte ud, det kan man faktisk godt se, selvom man ikke kan sproget. Hvis du går ind og ser en film på et sprog, du ikke taler, så kan du alligevel godt mærke, om det klinger rent eller om du tror, på det du ser. Helt basalt.
'Pigen der fortalte film' er Lone Scherfigs tredje projekt sat i 1960'erne efter ’An Education’ og afsnit i den amerikanske serie ’The Astronaut Wives Club’:
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg elsker 60'erne så meget. Det er ikke fordi, at jeg synes, at tøjet er specielt smart. Jo, bilerne er gode. Det er lidt et tilfælde. Det kan også være fordi, at det er min egen barndom. Og det kan også være fordi, at jeg er tryg dér.
Men hvor langt er der så egentlig imellem Chile anno 1964 og Danmark i 1960’ern:
- Der er langt. Kulturelt er der også meget langt. Den her lille pige elsker jo sin far, og det er ham, hun går i biografen med og sidder ved siden af. Og min egen far tog også os i biografen hver søndag og se alle mulige film. Vi havde en tante, som tog os i de store biografer og se de store film. ’Spartacus’, som jeg elsker, og som også er med i filmen. Det er jo Kubrick-film flere af dem. Altså de film som de ser i ’Pigen der fortalte film’, og der er noget afsmitning mellem de film, som hun ser, og så historien. Så det er virkelig en film for folk, der elsker film.
- Men min egen barndom har jo været fuldstændig anderledes. Meget tryggere, og måske er det også derfor, at det er interessant. Her er en anden pige, der er vokset op på den anden side af Jorden samtidig. Hvordan var det? Og hvordan påvirker de ydre omstændigheder hende?
- Jeg har bestemt, at hun ikke ligner mig. Jeg har derimod givet den pige ret meget plads, fordi hun selv ved meget mere om, hvad det vil sige at være en chilensk pige end mig, og det er jo der man også kan få en kæmpe hjælp fra skuespillerne.
’Pigen der fortalte film’ kan ses i biografen nu - find dine billetter herunder.
