Dansker har produceret stjernespækket film om splittet USA

Vi har talt med Lars Knudsen og Ari Aster om 'Eddington'
Eddington
(© Nordisk Film)

Den amerikanske filminstruktør Ari Aster er aktuel med sin fjerde film, Eddington, der kan ses i de danske biografer. 

Filmen, der ligesom instruktørens tre tidligere værker - Hereditary, Midsommar og Beau is Afraid - er produceret af danske Lars Knudsen, handler om splittelsen i det amerikanske samfund, teknologiens overtagelse som følge af Corona-nedlukningen i 2020 og om Black Lives Matter-opstanden. 

Dermed er det en meget samtidig film, der udspiller sig i sovebyen 'Eddington', hvor sheriffen Joe (Joaquin Phoenix) under Corona-pandemien bliver mere og mere frustreret over borgmesteren Teds (Pedro Pascal) håndtering af nedlukningen.

'Eddington' havde verdenspremiere under Cannes-filmfestivalen, og i den forbindelse talte kino.dk med Ari Aster og Lars Knudsen.

Selvom filmen foregår under Covid i 2020, går manuskriptets tilblivelse længere tilbage. Lars Knudsen forklarer: 

- Det var før Covid. Skelettet af en film var der allerede dengang med en sherif og en borgmester, og det, der sker midt i filmen, skete også dengang, men med en helt anden struktur. I 2020 lavede han en total omskrivning af filmen. Jeg vidste, at 'Eddington' var en film, Ari rigtig gerne ville lave, og det var først efter 2020, at den gav mening for ham.

- Inden Covid var der allerede karaktererne, men ikke noget med, at skærmene er våben. Der var overhovedet ikke noget med, at han ville have det til at foregå i en bestemt tid.

Eddington Ari Aster og Pedro Pascal
Instruktør Ari Aster og skuespiller Pedro Pascal mellem optagelserne på 'Eddington' (© Nordisk Film Distribution)

Ari Aster fortæller, at arbejdet med 'Eddington' først rigtigt gik i gang i forbindelse med klippearbejdet på hans seneste film, 'Beau is Afraid':

- Jeg skrev en meget rå udgave af manuskriptet på et par uger i juni 2020, bare så jeg havde det hele skrevet ned. Jeg vidste, at jeg skulle lave 'Beau is Afraid' næste gang, så da jeg klippede den film, kunne jeg skrive manuskriptet færdigt. Vi forsøgte at lave den meget hurtigt derefter, så vi måtte vente lidt over et halvt år pga. strejken i Hollywood.

Ari, der er vel i virkeligheden ikke nogen helte i denne film. Fra big data techfirmaer til de unge aktivister. Du behandler dem alle ens.

- Jeg ville lave en film om det miljø, vi er i nu. Jeg ville ikke følge én karakter eller én ideologi. Det føltes vigtigt ikke at være snæver på den måde. Jeg er ikke interesseret i at dømme disse mennesker. Der er selvfølgelig et redaktionelt fokus, fordi den er satirisk især over hykleriet og paradokserne. 

Lars, hvad mener du, at filmen siger om den samtid, vi lever i?

- Han [Ari Aster, red.] skrev filmen på baggrund af en usikkerhed og angst for fremtiden. Han så, at det der skete under Corona, at vi blev afkoblet socialt, og vi blev defineret af det digitale. Skærmene bliver våben i filmen. Corona var som en navlestreng, der blev klippet, og nu lever vi så i en anden tid. Fem år senere, er vi, som vi er nu, pga. det der skete dengang, fortæller Lars Knudsen til kino.dk.

- USA er så splittede, fordi de får de samme nyheder, men fra vidt forskellige vinkler. Det er jo radikalt forskellige måder, de bliver fortolket på. Hvis du ser det, så er det din sandhed. Så det giver rigtig god mening, hvis man tænker over det. Sådan tror jeg ikke, at det er i Danmark – at det er så ekstremt.

Eddington
Joaquin Phoenix i 'Eddington' (© Nordisk Film)

Ari, den unge generation og Black Lives Matter-bevægelsen spiller også en rolle i filmen, men det er ikke helt tydeligt, hvad din holdning til Generation Z i virkeligheden er.

- Jeg var meget imponeret over kraften og det momentum, som den bevægelse havde. Jeg undrer mig over, hvor den modbalancerende kraft er nu. Hvor blev den af? Skete det kun, fordi folk var i nedlukning? Jeg ville ikke lave et stort statement om Generation Z, for det er ikke interessant. Men jeg prøver også at sige noget om den tid, som er lidt tabu at tale om, hvilket netop gør det interessant. 

- Det handler om, hvordan bevægelsen arbejdede sammen, og hvordan nogle var mere kyniske end andre. Der er et stammeaspekt til det her, og der var en masse selvmodsigelse, der ledte til nogle moralske opgør. Jeg ville ikke kritisere bevægelsen i sig selv.

Ari, vil du sige, at det er en film, hvor der mangler håb?

 - Jeg har meget håb, og jeg leder efter optimisme alle steder. Jeg føler, at vi bliver ledet af mennesker, som ikke tror på fremtiden. Svaret har noget at gøre med, at vi skal holde sammen igen. Filmen handler om en masse mennesker, som ikke kan komme overens med hinanden, men de er i samme situation, og de kan ikke se det. Jeg tror, at mange føler sig magtesløse over for de ting, der sker rundt omkring os. Det er den følelse, jeg gerne ville lave en film om.

'Eddington' får premiere den 31. juli.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen