Den mest sete film på dansk festival kommer nu landsdækkende i biografen

'No Other Land' har bl.a. også vundet to priser på filmfestivalen i Berlin
No Other Land
(© CPH:DOX / No Other Land)

No Other Land vandt både publikums- og dokumentarprisen på dette års filmfestival i Berlin. Filmen tog også publikumsprisen hjem på årets dokumentarfilmfestival CPH:DOX her i landet, hvor det desuden blev den mest sete film.

Det er med bl.a. disse og en længere række andre priser, at den tankevækkende 'No Other Land' nu kommer i de danske biografer landet over.

Se filmens trailer nederst i artiklen. Find dine billetter til 'No Other land' på kino.dk her. 

Filmen følger den umage alliance mellem den 25-årige palæstinensiske aktivist Basel Adra og den jævnaldrende israelske journalist Yuval Abraham.

Basel har hele sit unge liv med sit kamera dokumenteret, hvordan israelske myndigheder har ageret spydspids for bosætternes overtagelse af landarealerne i området Masafer Yatta på Vestbredden.

Det har betydet, at mere end tusind mennesker står til at blive fordrevet fra området og må forlade deres hjem, der i filmen ses lagt i ruiner.

No Other Land Yuval Abraham og Basel Adra
Instruktørerne Yuval Abraham og Basel Adra besøgte København (© Caroline Worning)

Journalisten Yuval er fra Israel og har i årevis dækket situationen på Vestbredden - både indefra og udefra. Det er med andre ord en usædvanlig relation, de to unge mænd indgår i.

Basel lever nemlig under militær besættelse, mens Yuval kan komme og gå fra området, som han vil.

De bevæbnede israelske soldater i Masafer Yatta ser dog Yuval mere og mere som en forræder, når vejen skal banes for de bulldozere, der ruller ind for at ødelægge folks hjem for øjnene af dem. 

'No Other Land' mødte bl.a. stor opmærksomhed til netop Berlinalen tilbage i februar, hvor filmen udover sine priser også skabte kontroverser i Tyskland.

To af filmens fire skabere, netop Yuval Abraham og Basel Adra, erklærede nemlig på filmfestivalen deres ønske om våbenhvile i krigen i Gaza i deres takketale.

Filmen giver med andre ord et tankevækkende indblik i den højaktuelle konflikt mellem Israel og Palæstina gennem portrættet af relationen mellem den palæstinensiske aktivist og den israelske journalist.

'No Other Land' har biografpremiere den 21. november. Køb dine billetter her på kino.dk.

Køb billetter