Disney gav grønt lys til 'Pirates of the Caribbean 6', men så…

Med The Last of Us-skaber ved roret på piratskibet
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Der har længe været stille omkring et af Disneys helt store flagskibe, Pirates of the Caribbean-filmserien, men nu har vi endelig fået en opdatering, som byder på både godt og dårligt nyt.

Craig Mazin, der er bedst kendt som en af skaberne bag et af årets helt store streamingsucceser med HBO's 'The Last Of Us', har i et nyligt interview med LA Times kunne fortælle, at han har arbejdet på sit bud på en sjette film om piraterne i det caribiske farvand.

Det har han gjort i samarbejde med Ted Elliot, der var med til at skrive de første tre film i serien.

Mazin kan afsløre, at deres pitch er en del anderledes end det, der er kommet før, og at han slet ikke havde regnet med, at Disney ville sige ja. Men skæbnen ville det anderledes. Han sagde følgende:

- Vi gav dem vores pitch og var overbevist om, at de ikke ville købe det, da det er for mærkeligt. Men det gjorde de! Og så skrev han [Ted Elliot red.] et fantastisk manuskript. Så skete strejken, og alle er nu i venteposition.

LÆS OGSÅ: Ikonisk gyser-monster blev skabt i jalousi over ung Johnny Depp

Selvom det lyder utroligt spændende, slutter han naturligvis af med de dårlige nyheder, nemlig at arbejdet med projektet er blevet sat på pause på grund af den igangværende WGA-strejke blandt manuskriptforfatterne i Hollywood.

Den seneste film, Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge, var en skuffelse både blandt anmeldere og kommercielt. Modtagelsen af filmen er delvist skyld i manglen på en ny film, men de juridiske kontroverser omkring hovedrolleindehaver, Johnny Depp, og hans ekskone, Amber Heard, blev en yderligere hæmsko for ambitionerne om at skyde en ny film ud af kanonen.

Der har de seneste år været rygter om, at Disney kiggede på muligheden for en spin-off med Margot Robbie i hovedrollen, men denne film er tilsyneladende siden blevet skrottet.

LÆS OGSÅ: Johnny Depp: "Jeg føler mig ikke boykottet af Hollywood, for jeg tænker ikke på Hollywood"

Da Depp for det meste er kommet sejrrigt ud af sine juridiske kampe, har producenten af Pirates of the Caribbean-franchisen, Jerry Bruckheimer, udtrykt interesse for at få stjernen tilbage som Jack Sparrow og lovet, at der er ting i gang bag kulisserne. Depp har dog for nyligt udtrykt interesse for hovedsageligt at medvirke i projekter væk fra Hollywood, så det er stadig uklart, om skuespilleren vender tilbage.

Dermed er det også uklart, om Mazins planlagte film involverer Depps pirat, men hvis den ikke gør det, vil det være første gang for franchisen.

Der er stadig mange spørgsmål om 'Pirates of the Caribbean 6' og franchisens fremtid generelt, men med en mand med Mazins CV samt en af de store bidragsydere bag de første films succes ved roret på piratskibet er der masser for fans at håbe på og se frem til.

Anbefalet til dig