Dokumentarfilm om dansk sensationsband får biografpremiere

Aphaca har på rekordtid brudt igennem på den danske musikscene - og ramte os lige i hjertekulen med hits som 'Smelter under månen', 'Et sted hvor vi de første' og 'En drøm om et menneske'.
Nu inviterer bandet os med ind i øvelokalet - hvor vi kommer helt tæt på de fire drenge Rumle, Bertram, Bertil og Noah. Dokumentarfilmen Aphaca - Brug for hinanden er nemlig på vej, og den får biografpremiere den 7. maj.
Optagelserne gik i gang, før Aphaca for alvor blev til Aphaca. Filmen viser, hvordan et fællesskab - ja, nærmest en generation af unge - samler sig omkring dem, mens det hele tager fart.
Firkløveren har spillet sammen siden 8. klasse, og i dokumentarens begyndelsen står de pludselig med en pladekontrakt i hånden. En kæmpe drøm går i opfyldelse, og nu skal de få det hele til at hænge sammen: skole, venner, kærester og familie - samtidig med at øvelokalet, studiet og livekoncerterne fylder mere og mere.
Og mens succesen vokser, og alting bliver større og vildere, prøver drengene at finde ro midt i det hele og udvikle sig - både hver for sig og sammen som band og som venner. Hvem er man, når man står på scenen? Og hvem er man, når man træder ned igen?
Aphaca har allerede sat solide aftryk i musikbranchen.
I sommeren 2025 spillede de for et pakket publikum på Roskilde Festival og Smukfest, og samtidig lå de helt i toppen af hitlisterne. Og det stopper ikke dér: På bare fire dage meldte de udsolgt til deres koncert i Parken - noget, de færreste danske bands har formået.
Bandet har også gjort sig bemærket med flere gratis pop-up-koncerter rundt omkring i København. Senest dukkede de op i Enghaveparken på Vesterbro, hvor tusindvis af fans mødte op, hang i lygtepæle og skrålede med. Politiken kaldte det et "Beatles-øjeblik".
Emil Næsby Hansen instruerer filmen. Han har skrevet manuskriptet sammen med Emil Wergeland, som også producerer dokumentaren. Sammen står de bl.a. bag 'Skjold & Isabel' og 'Thy som tilstand'.
'Apacha - Brug for hinanden' får biografpremiere den 7. maj.








