"Dronningen af seriemordere" vil optræde i ny sæson af 'Monster'

Skuespilleren er fundet
American Horror Story
(© FX Networks)

Sarah Paulson står til endnu engang at skulle genforenes med Ryan Murphy i hans kommende sæson af antologiserien 'Monster'.

Det skriver det amerikanske medie Variety. Ifølge deres kilder er skuespillerinden nemlig under forhandling til at skulle portrættere den notoriske seriemorder Aileen Wuornos i seriens fjerde sæson, som ellers primært kommer til at omhandle Lizzie Borden og mordet på hendes far og stedmor.

Netflix har endnu ikke bekræftet det, men hvis forhandlingerne går i hus, vil det i så fald være den syvende serie i rækken af Murphy-produktioner, som Paulson har medvirket i.

Skuespillerinden arbejdede først sammen med Murphy i medicindramaet 'Nip/Tuck', i et enkelt afsnit tilbage i 2004. Siden har de været hyppige samarbejdspartnere, og Paulson er ikke kun en fast del af castet på den famøse gyserantologi 'American Horror Story' (2011-), men man har også kunne se hende som bla. en af advokaterne i sagen mod O.J. Simpson i 'American Crime Story' i 2016, og hovedrollen i thrillerserien 'Ratched' (2020).

'Monster' er en biografisk thriller-serie som har kørt siden 2022, med målet at fortælle historierne om såkaldte "monstrøse figurers" liv, hvor hver sæson fokuserer på en infamøs amerikansk morder.

Tidligere har serien omhandlet seriemorderen Jeffrey Dahmer (spillet af Evan Peters), mordsagen omkring Menendez-brødrene, samt seriemorderen Ed Gein, hvis historie har inspireret et utal af gyserfilm og fiktionelle seriemordere, bl.a. Norman Bates i Psycho, Leatherface i Texas Chainsaw Massacre og Buffalo Bill i Silence of the Lambs.

Nu er fjerde sæson altså på vej, hvor man vil kunne se Ella Beatty i rollen som Lizzie Borden, der kom for retten i 1893 for at have myrdet sin far og stedmor med en økse. Hun blev dog i sidste ende frikendt, men ingen andre blev anklaget i sagen, og hun boede i samme by hele sit liv indtil sin død i 1927, på trods af at blive udstødt af lokalsamfundet.

Derudover samarbejder Murphy igen med Charlie Hunnam, som efter at have spillet Ed Gein i forrige sæson nu portrætterer faren til Lizzie Borden. Sammen med dem står Rebecca Hall til at spille moren, mens Billie Lourd medvirker som Lizzies søster, Emma.

Og nu kan vi også muligvis få Sarah Paulson at se i den kommende sæson, selvom det ikke lyder til, at hun vil have en bærende rolle i serien.

Aileen Wuornos blev dømt for mord på syv mænd i Florida og blev senere henrettet i 2002. Wuornos begik mordene slutningen af 80'erne, mens hun arbejdede som prostitueret, hvor hun i retten sagde, at mordene på de syv mænd var gjort i selvforsvar.

Wuornos har, ligesom de forrige nævnte subjekter i Monster-serien, flere gange været fokus for både film og bøger omhandlende sagen. Mest kendt er 2003-filmen Monster, hvor Charlize Theron vandt en Oscar for sin præstation i rollen som Aileen. Lily Rabe medvirkede også som Aileen Wuornos i den femte sæson af Ryan Murphys gyserserie 'American Horror Story'.

Ligesom at der netop er landet en true crime-dokumentar med titlen 'Aileen: Queen of the Serial Killers' på Netflix.

Da sæson 4 vil afspille sig i 1920'erne, og Wuornos var aktiv i slut 80'erne, virker det til, at "dronningen af seriemordere" i højere grad vil optræde som en form for reflektion over kvinder, der begår mord.

Sarah Paulson er lige nu aktuel i Murphys nyeste serie 'All's Fair', som kan ses på Disney+. Det blev også annonceret allerede i sidste uge, at hun endnu engang vender tilbage som en del af castet til den trettende sæson af 'American Horror Story'.

Nyeste film i biografen