Du kommer til at elske film endnu mere med nyt drama af Lone Scherfig

Se den første trailer til 'Pigen der fortalte film'
Pigen der fortalte film
(© Scanbox / Pigen der fortalte film)

Søndagen er den mest magiske dag på ugen i Lone Scherfigs nye drama Pigen der fortalte film, som udspiller sig i en minelandsby midt i den rå Atacama-ørken i 60'erne og 70'ernes Chile.

Her møder vi den unge Maria og hendes familie. De arbejder hårdt i et liv, hvor hverdagen ikke rummer mange glæder.

Men så er der lige søndagen, som er ugens klare højdepunkt. Det er her magien udspiller sig, nemlig i den lokale biograf. Dramaet hylder på den måde filmens magi, evne til at samle mennesker og give håb.

Se den første trailer til 'Pigen der fortalte film' nederst i artiklen.

Livet for familien bliver dog vendt på hovedet, da der sker en eksplosion i minen. Det betyder, at der nu kun er råd til at sende ét familiemedlem i biografen. 

Maria træder nu til og får opgaven at se filmene i biografen for herefter at genfortælle dem for familien.

Snart lytter hele byen med på hendes levende fortællinger. For er der noget byen og dens beboere har brug for under Pinochets diktatur, er det håb og et lys i mørket.

Rollelisten i den spansksprogede film byder bl.a. på navne som Daniel Brühl (Good bye, Lenin!, Inglourious Basterds), Bérénice Bejo (The Artist), mens instruktørstolen indtages af Lone Scherfig.

Den danske instruktør har film som Italiensk for begyndere på sit CV her i landet, mens hun udenfor landets grænser bl.a. har stået bag An Education og The Kindness of Strangers

'Pigen der fortalte film' er en filmatisering af romanen af samme navn forfattet af chilenske Hernán Rivera Letelier.

'Pigen der fortalte film' er en del af Filmportens program og har biografpremiere den 2. maj.