En af årets store Oscar-favoritter har fået sin første trailer
Efter premieren på Venedig International Film Festival har den episke, historiske dramafilm The Brutalist fra det kendte filmstudie A24 opnået en næsten perfekt score på anmeldersitet Rotten Tomatoes med 97%.
De tidlige anmeldelser af filmen har specielt rost Adrien Brodys præstation som den visionære arkitekt László Toth, der immigrerer til USA med sin kone, Erzsébet Tóth (Felicity Jones), efter at have overlevet Holocaust.
Nu er den første trailer til filmen blevet frigivet. Her ser vi hvordan László begynder at navigere livet i USA, ser Frihedsgudinden og slutter traileren af med ordene, "Velkommen til Amerika". Se traileren i bunden af artiklen.
Den fantastiske fotografering bliver i den grad også præsenteret fra synet af sneklædte bjerge til bygningerne i New York City.
Med en spilletid 3,5 time vil historien gå i dybden med Lászlós liv efter Anden Verdenskrig, herunder højde- og lavpunkterne i hans professionelle og personlige liv.
Filmen er lige pt. blandt favoritterne til en række af de store priser til Oscar-uddelingen næste år, heriblandt bedste film. Det plejer nu også at gå meget godt, når Adrien Brody spiller hovedrollen i film, hvor titlen ender på "ist".
Sidst det skete, blev det nemlig til en Oscar for Bedste mandlige hovedrolle, og her var det også Holocaust, der dannede rammen om fortællingen, da Brody spillede med i den biografiske Roman Polanski-film The Pianist.
'The Brutalist' har dansk biografpremiere d. 27. februar.
Se traileren herunder: