Én replik gjorde hende landskendt: "Folk sagde det til mig i byen"
Lærke Winther er lige nu biografaktuel som en del af en komisk trio, der også består af skuespillerere Mille Dinesen og Stephania Potalivo i filmen Jagtsæson 2: I medgang og modgang.
Selvom Lærke Winthers filmdebut ligger 23 år tilbage, husker hun den tydeligt. Ikke mindst fordi stjernens første film gjorde hende landskendt for én særlig replik. "Jeg har filmens tagline", fortæller hun.
Vi har mødt Lærke Winther i anledning af den aktuelle komedie til en snak om karrieren, der starter i London i midten af 90'erne - og bliver til et komisk gennembrud i 00'erne, især med DR-satireprogrammet Normalerweize.
Lyt til podcasten med skuespilleren herunder eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"). Læs et uddrag af interviewet i artiklen, som fortsætter herunder.
Lærke Winther blev i 1999 færdig med en skuespilleruddannelse i London. Da hun så tog tilbage til Danmark for at jagte en karriere i hjemlandet, havde hun ikke et stort netværk.
Hun landede derfor faktisk også sin første filmrolle i En kort en lang ved at skrive et brev til instruktør Hella Joof:
- Jeg kunne ikke tro, at jeg var så heldig. Jeg havde skrevet et brev til Hella, og så var hun så simpelthen så sød at svare på det, og hun er jo et meget generøst menneske. Så hun tænkte: "Nå, der er en, som så gerne vil det, jamen så lad hende være med".
Lærke Winther blev 'den dumme blondine' Synne, der med replikken "Guuuud, er I bøsser?" tager en af filmens allerstørste grin hjem.
Næsten 600.000 danskere var i biografen og se komedien, der havde Mads Mikkelsen og Troels Lyby i hovedrollerne som et par med forholdskvaler.
Men efter filmen var det Lærke Winthers replik, som publikum gentog:
- Det var bare heldigt, ikke?, siger skuespilleren om gennembrudsreplikken.
- Det var noget folk i hvert fald kom hen og sagde til mig, når jeg var i byen og sådan noget, forklarer Lærke Winther.
Hør mere om den danske stjernes karriere i vores podcast herunder - både om 'Jagtsæson 1' og 'Jagtsæson 2: I medgang og modgang'.