Fans opfordres til at bruge mobilen i biografen under visning af dukkegys

Blumhouse bryder med biograf-etiketten
Billede

Allerede nu bliver der varmet op til Halloween fra filmselskabet Blumhouses side. Det sker med en genopsætning i biografen af deres populære dukkegys M3GAN fra 2022. 

Ved denne enkelte og helt særlige visning - dog kun i USA - opfordres publikum til at bruge mobilen under visningen af filmen. Det skriver Variety.

Ja, du læste rigtigt.

Der er nemlig til lejligheden skabt muligheden for via sin mobil at interagere med dræberrobotten gennem bl.a. en chatbot.

Undervejs i filmen får man desuden også adgang til eksklusivt indhold samt både trivia og behind the scenes på mobilen. Alt sammen i realtid simultant med filmen.

Denne såkaldte 'Movie Mate' er kun tilgængelig for publikum under denne ene visning af 'M3GAN'. 

Samtidig må man også gå ud fra, at her er tale om et fremstød, der skal være med til at varme op til den kommende fortsættelse M3GAN 2.0, der har biografpremiere den 26. juni.

M3GAN 2.0
(© UIP / M3GAN 2.0)

Efter den kunstigt intelligente dukke M3GAN gik dræberamok i den første film - tilsat velkoreograferet dans - er dukkens skaber Gemma blevet fortaler for regeringens tilsyn med netop kunstig intelligens.

I mellemtiden er Gemmas niece Cady blevet 14 år og en teenager, der gør oprør mod Gemmas overbeskyttende regler.

De tos uenigheder bliver dog det mindste af deres problemer, da teknologien til M3GAN er blevet stjålet med formålet om at skabe en endnu mere morderisk dræberdukke.

Så nu må M3GAN vækkes til live på ny, hvis der skal sættes en stopper for den nye dræber!

'M3GAN 2.0' har biografpremiere den 26. juni.

Nyeste film i biografen