For første gang: Ny Predator-film bliver animeret
I et større interview med The Hollywood Reporter blev det i sidste uge afsløret af direktøren for 20th Century Studios, Steve Asbell, at der er hele to nye Predator-film på vej.
Der var dog en del hemmeligheder associeret med projektet, og hos Kino.dk skrev vi derfor, at en "hemmelig" Predator-film kommer næste år.
Nu er en af hemmelighederne tilsyneladende blevet afsløret - den ene af Predator-filmene bliver nemlig en animationsfilm om det ultimative rovdyr. Det skriver blandt andre Dark Horizons.
Filmen, som endnu ikke har fået en officiel titel, markerer første gang, at Predator-monsteret vil blive præsenteret i animeret form i en spillefilm. Der har tidligere været rygter om, at Disney har produceret en animeret serie, som skulle være færdig, men den er aldrig blevet udgivet.
Den nye animationsfilm siges at være en såkaldt antologi-historie, der fortæller tre separate historier om Predators, der kæmper mod krigere i forskellige tidsaldre - en spirituel efterfølger til Prey.
Ifølge rygterne vil de relevante tidsaldre omfatte piraternes tidsalder, en potentiel samurai-historie, mens den tredje tidsalder er ukendt.
Det animerede projekt vil styres af Dan Trachtenberg, som i 2022 instruerede den seneste Predator-film, 'Prey'.
Udover at stå i spidsen for animationsfilmen vil Trachtenberg genoptage sin rolle som instruktør til den næste Predator live-action-film, 'Predator: Badlands', med Elle Fanning i hovedrollen.
'Predator: Badlands' udgives den 7. november 2025, og selvom vi endnu ikke har fået en officiel premieredato på animationsfilmen, er det offentliggjort, at den vil blive udgivet, før 'Badlands' får biografpremiere i november - sandsynligvis på Disney+.