Første møde med monstrene: Ny gyserfilm fortæller uhyggelig forhistorie
Vi fik den første A Quiet Place i 2018, hvor de lydfølsomme monstre var på blodigt spil. A Quiet Place 2 landede i 2020, mens A Quiet Place 3 forventes at få biografpremiere i 2025.
Inden da er det tid til en spin-off i det post-apokalyptiske gyserunivers med filmen A Quiet Place: Day One, som rammer landets biografer den 27. juni i år.
Se den første trailer til 'A Quiet Place: Day One' nederst i artiklen.
Således vender de dødbringende monstre - der reagerer glubsk på den mindste lyd - tilbage, når vi tages med til tiden før de to første film i franchisen.
Historien er baseret på en idé af John Krasinski, der har instrueret de tidligere to film. Denne gang finder man Michael Sarnoski i instruktørstolen. Han har tidligere instrueret den afdæmpede hævnfilm Pig med Nicolas Cage.
Rollelisten i spin-off-filmen byder på bl.a. Oscar-vinderen Lupita Nyong'o, Joseph Quinn, Alex Wolff og Djimon Hounsou.