'Frost 2' vippet af tronen som Disneys største animationsfilm nogensinde

'Zootropolis 2' sætter vild rekord
Zootropolis 2
(© Disney)

Ræven Nick Wilde og kaninen Judy Hopps er muligvis et umage makkerpar, men deres popularitet skal man ikke undervurdere. Den anden film om deres fælles eventyr, Zootropolis 2, har nemlig sat rekord som den bedst indtjenende animationsfilm fra Disney-studierne nogensinde (ikke medregnet inflation). Det skriver bl.a. Variety.

Med imponerende salgstal på 1,46 mia. dollars har filmen vippet Disneys hidtidige rekordholder, Frost 2, af pinden som selskabets største animationsfilm. Den indspillede 1,45 mia. dollars i 2019. 

Med 1,13 mia. dollars i indtjening udenfor USA og 333 mio. dollars i hjemlandet er 'Zootropolis 2' den største film fra Hollywood i 2025. Den har dog en del vej op til etteren, som er den kinesiske animationsfilm 'Ne Zha 2', som indspillede biografbilletter for mere end 2,2 mia. dollars internationalt.

'Zootropolis 2' kom i øvrigt forrygende fra start med 556 mio. dollars i sin første weekend, da den havde premiere i slutningen af november sidste år. Det var den største åbningsweekend for en amimationsfilm nogensinde, som du kan læse mere om her.

I 'Zootropolis 2' følger Judy og Nick denne gang et snørklet spor af et mystisk krybdyr, der kommer til Zootropolis og vender pattedyrsmetropolen på hovedet. 

For at løse sagen må Judy og Nick gå undercover i uventede nye områder i byen, og deres partnerskab bliver sat på prøve som aldrig før. 

'Zootropolis 2' er aktuel i de danske biografer.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen