George Clooney afviser at have modtaget gigantisk millionløn for ny film

Dansk skuespiller er også med på rollelisten
Wolfs
(© Apple TV+)

Der er blevet tilføjet lidt ekstra stjernestøv til den prestigefyldte filmfestival i Venedig, da George Clooney og Brad Pitt kom sejlende til den italienske by.

Parret er der for at promovere deres nye film Wolfs, der udgives på Apple TV+ og indtil videre har fået overvejende positive anmeldelser.

Dog har det været vigtig for Clooney at mane nogle rygter til jorden omkring de to stjerners løn.

En artikel i New York Times hævdede for nyligt, at Pitt og Clooney hver fik udbetalt omkring 210 millioner kroner for sin medvirken i film. Selvom det ikke er usædvanligt med høje lønninger i Hollywood er det trods alt en ganske heftig lønseddel selv for store filmstjerner.

Rapporten skulle da også ifølge Clooney være unøjagtig. Han sagde således ved en pressekonference til festivalen:

- Det var en interessant artikel, og uanset hvad hendes kilde var for vores løn, er det i virkeligheden millioner og atter millioner af dollars mindre, end hvad der blev rapporteret. 

- Jeg siger det kun, fordi jeg synes, det er skidt for vores branche, hvis folk tror, at det er standarden for lønninger. Jeg synes, det er forfærdeligt, det ville gøre det umuligt at lave film.

Ifølge Clooney skulle han og Brad Pitt faktisk have tjent mindre på filmen, end der oprindeligt var blevet aftalt, fordi parret gav en del af deres løn tilbage, efter det blev besluttet, at filmen ikke ville få den oprindeligt planlagte biografudgivelse. 

Den bliver nu kun udgivet i få biografer i USA i en kort periode, hvorefter den kan streames på Apple TV+.

Filmen vil dermed ikke tjene de penge, den kunne have tjent under en længere og bredere udgivelse i biografen, så noget måtte skæres, og ifølge skuespilleren var det altså en luns af deres lønsedler.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men på den anden side vil mange mennesker se filmen, og vi får visninger i et par hundrede biografer, så vi får en premiere. Men ja, det ville have været rart, hvis vi havde haft en bredere premiere.

I filmen spiller Clooney en professionel fixer, hyret til at dække over en højtprofileret forbrydelse. Men da en anden fixer, spillet af Pitt, dukker op, bliver de to "ensomme ulve" nødt til at samarbejde. Det ender selvfølgelig galt, og det ellers simple job udvikler sig i en eksplosiv og kaotisk retning.

Actionkomedien er instrueret af Jon Watts, der er specielt kendt som manden bag Spider-Man-trilogien med Tom Holland i rollen som den netsvingende superhelt.

Blandt birollerne finder vi danske Zlatko Buric.

'Wolfs' kan ses på Apple TV+ fra den 27. september.