Gysergenren står for skud... igen: Det originale hold vender tilbage i 'Scary Movie 6'

Regina Hall og Anna Faris slutter sig til rollelisten
Scary Movie
(© Dimension Films)

Scary Movie-universet lægger i støbeskeen til den helt store genforening, når filmserien genoplives næste sommer med flere velkendte kræfter på holdet.

Wayans-brødrene Marlon og Shawn, der skrev og medvirkede i de første to Scary Movie-film, og Keenen Ivory, der instruerede de samme film, afslørede sidste år, at de vender tilbage næste sommer med Scary Movie 6. Nu er det blevet offentliggjort, at også stjernerne Regina Hall og Anna Faris genopliver deres roller som Brenda og Cindy.

Den kommende 6'er er med til at markere et comeback for den såkaldte spoof-filmgenre, der havde sine gyldne dage fra 1980'erne til 2000'erne, hvor især instruktøren Mel Brooks, skuespilleren Leslie Nielsen og Wayans-brødrene gjorde kærligt grin med genretræk og popkulturen.

Scary Movie-serien har gjort grin med ikoniske gysere som Scream, I Know What You Did Last Summer og The Blair Witch Project i franchisens fem film fra 2000 til 2013. Gysergenren er sidenhen gået ind i en ny guldalder, så Wayans-brødrene har rigeligt materiale at lave sjov med.

Scary Movie 2
Scary Movie 2 (© Dimension Films)

Spoof-genren kan opleves i biografen lige nu med The Naked Gun, hvor Liam Neeson og Pamela Anderson parodierer politi- og krimigenren. Filmen har fået god modtagelse fra anmeldere og publikum med en indtjening på knap 73 mio. dollars på verdensplan, mens 26.000 danskere indtil videre har set filmen i biografen.

Publikums positive modtagelse af spoof-gensynet kan love godt for den kommende Scary Movie-film, der ligesom 'The Naked Gun' får en sommerpremiere.

LÆS OGSÅ: Er det på tide, at denne genre får sit helt store Hollywood-comeback?

Siden den første 'Scary Movie' havde premiere i 2000 har franchisen i alt indtjent tæt på 900 millioner dollars på verdensplan.

Regina Hall kan snart opleves i de danske biografer, da hun er på rollelisten i Paul Thomas Andersons nye storfilm One Battle After Another med Leonardo DiCaprio i front, der har premiere til september.

'Scary Movie 6' får premiere den 12. juni 2026.

Nyeste film i biografen