Gysets nye mester behandler sorgen med det overnaturlige

Store sko at fylde ud

Inden Oz Perkins var til at finde i instruktørstolen, startede han sin filmkarriere i efterfølgeren til Alfred Hitchcocks mesterværk Psycho (1960), hvor han i 1983 spillede den tolvårige version af en af filmhistoriens mest notoriske seriemordere.

Hvis man ikke havde gættet det på efternavnet allerede, ja, så er han nemlig den ældste søn af ingen ringere end Anthony Perkins - skuespilleren, hvis ansigt er uforglemmeligt, da han portrætterede Norman Bates' skræmmende blodtørstighed og stormfulde psyke.

Det virker da derfor også helt naturligt, at Oz Perkins skulle følge i sine forældres fodspor, da hans mor Berinthia "Berry" Berenson også gav sig i kast med skuespillets kunst. Men selvom han siden 'Psycho 2' har medvirket i diverse biroller i bla. Legally Blonde (2001) og Star Trek (2009), så er det tydeligt, at det er bag kameraet, denne auteur hører hjemme.

Døden helt tæt på

Med en opvækst præget af sin fars arv indenfor genren, så giver det god mening, at sønnen udviklede en lignende forkærlighed for gys og gru.

Det er dog ikke kun på biograflærredet, at Oz Perkins kæmper med dæmoner. Hans forhold til livets tragedier er ufatteligt intimt, og det er noget, der kan mærkes gennem hans virke.

Faren Anthony Perkins døde i 1992, da sønnen var 18 år som følge af at have været syg med AIDS. Meget af den legendariske skuespillers liv i rampelyset var dog også præget af rygter, smerte og hemmelighedskræmmeri, da han tidligt i sin karriere måtte stå vidne til offentlighedens spekulation omkring hans seksualitet.

Samme år som han afsluttede et syvårigt forhold med danseren Grover Dale, begyndte han også at gå til omvendelsesterapi og blev senere gift med Berry Berenson i 1973, et ægteskab, der varede indtil hans død.

I et interview med People sidste år fortalte Oz Perkins, at både han og hans bror, ligesom størstedelen af familiens vennekreds, til et vist punkt godt kendte til deres fars kamp med berømmelse og sin seksualitet, men at moderen holdt det som en åben hemmelighed under det meste af deres opvækst.

- Alle vidste det, men vi blev aldrig givet nogen mulighed for at snakke om det. Det var ikke vores historie at fortælle.

Efter farens død ramte tragedien familien igen i 2001, da instruktørens mor var en af passagererne på American Airlines fly 11 og døde i flystyrtet under angrebet på World Trade Center den 11. september.

Det er måske derved en selvfølge, at flere af hans film netop berører og forsøger at behandle det tunge, til dels tabubelagte emne, som sorg er.

Det dæmoniske i det menneskelige

Oz Perkins gjorde sin debut i instruktørsædet med The Blackcoat's Daughter i 2015, et langsomt og atypisk take på den dæmoniske gyser.

Medvirkende var Emma Roberts og Kiernan Shipka, som også er kendte ansigter indenfor horrorgenren. Filmen kredser om en ung kvindes møde med mørke kræfter, men endnu mere end det, så handler den om, hvordan ensomhed hurtigt kan blive forskruet til desperation.

Det er måske ikke den mest kendte titel på Perkins' CV, men den viste allerede tidligt, hvad han gør bedst. Auteuren er interesseret i, hvad det vil sige at være menneske - eller det vil sige alle bagsiderne af det at være menneske, og alle de tragiske ting i verden, som vi må forsøge at forholde os til og leve med.

Netop dét formår han gang på gang at udforske gennem det overnaturlige.

Årtiets uhyggeligste film

Det gik stadig nogenlunde stille for sig i auteurens karriere, da han i 2020 gav folkeeventyret Hans og Grethe en gyseromvæltning og navngav filmen Gretel & Hansel i stedet. 

Som titlen måske afslører, så kom der her et langt større fokus på, at Grethe (Sophia Lillis) nu er hovedkarakteren, og at hende og hendes brors møde med heksen ude i skoven også ender med at sige noget om hendes egen identitet.

Det var dog blot sidste år, at Oz Perkins bragede frem og ind i publikums hukommelse. 

Marketingstrategien for hans fjerde film Longlegs vækkede opsigt hos både gyserfans og festivalgængere, og han fortsatte således sit mønster med rå og komplekse kvindelige hovedkarakterer, da Maika Monroe spillede den stilfærdige og alligevelt impulsive agent Lee Harker.

Heltinden bliver sat til at efterforske en serie af tragiske mord og selvmord, og det sender hende på en dyster rejse mod hemmeligheden bag en seriemorder, som hun selv viser sig at have en fortid med.

Imens var det Nicolas Cage der spillede seriemorderen Longlegs, i nok en af hans mærkeligste og vildeste roller til dato. Han bliver et symbol på det familietraume, der gemmer sig i krogene på Harkers hukommelse, og bare venter på at blive gravet frem.

'Longlegs' er blevet kaldt årtiets uhyggeligste film. Om man er enig i det eller ej, så resulterede den i hvert fald efter sin åbningsvisning i publikum, der blev syge af skræk og havde mareridt måneder efter, og filmen blev både Perkins' og distributøren Neons mest indtjenende film.

Gyseren putter for alvor familie traumer under luppen. Instruktøren har da også fortalt, at han til dels var inspireret af sin egen opvækst i det aspekt, at der altid er to sider af en og samme historie, og udforsker flere former for dobbeltliv i fortællingen.

Alle dør - og det er livet

Oz Perkins var aktuel tidligere på året med The Monkey - en filmatisering af Stephen Kings novelle af samme navn, men på en og samme tid også Perkins' mest personlige film til dato.

Her følger vi tvillingebrødrene Hal og Bill (Theo James), der får et højst personligt forhold til døden, efter de finder et mystisk, og tilsyneladende forbandet, abelegetøj.

"Everybody dies. And that's fucked up," fortæller filmens undertitel, og allerede herfra er det klart, at denne film går efter at gå sorgen helt ned i sømmene. 'The Monkey' er en fortælling om anstrengte familieforhold, om sorg og om at komme videre efter en tragedie, og om at det nogle gange bare er virkelig surt at være menneske.

Perkins er ikke bange for at bruge sig selv i sine værker, og det bliver skruet op til max. Ikke nok med at han selv spiller rollen som brødrenes excentriske onkel, så har han også spredt spor af sin egen historie som brødkrummer i narrativet.

- Jeg har ikke hørt fra dig i, hvad, fem år? Jeg har ikke set dig i ti år, siger Hal til sin bror Bill, som ud af det blå ringer til ham efter at have vokset fra hinanden.

- Ni og elleve, og det er bare tal, svarer Bill.

Hvis det ikke er nok at hentyde til sin mors pludselige dødsfald i forbindelse med 9/11, så kan man skue over, blot hvor meget Perkins egentlig har lagt af sig selv i hovedkaraktererne, og i Tatiana Maslany, der i rollen som tvillingebrødrenes mor fra en ung alder forbereder dem på, hvor brutalt og nådesløst livet er.

"Everybody dies. And that's life," konkluderer 'The Monkey' i sidste ende.

Gyset som terapi

Oz Perkins' talent ligger i hans kynisme. I hans hårde tilgang til livet, hvor tabubelagte emner behandles på en håndterbar måde: med dæmoner, ånder og trolddom.

Ligeså meget som hans film er en udforskning af, hvad det vil sige at være menneske, af hvordan døden kan vende op og ned på ens liv, og hvordan det nogle gange virker helt umuligt at leve med det, så er hans film endnu mere et studie af sig selv som forsøgskanin.

- I alt det jeg gør, prøver jeg at få det til at handle om mig selv fra begyndelsen.

Oz Perkins har over fem film bearbejdet sin egen sorg. Der er brudstykker af ham selv at finde i hver af hans hovedkarakterer, og hvis der er noget som helst, der forener alle hans protagonister, så er det, at de står alene i deres egen frygt og selvmedlidenhed. 

Og det er noget, dæmonerne i livet (her i bogstavelig forstand) hungrer efter.

Perkins' nye mareridt har snart premiere, men af hvad vi ved om den, så ser det umiddelbart ud til at 'Keeper' bliver lidt af en afstikker i instruktørens katalog. Her er det i stedet forholdet, der står for skud, da en kvindes ferie med sin kæreste tager en mørk drejning, mens hun er fanget i selvforskyldt isolation.

Her får vi også fornøjelsen af at se Tatiana Maslany igen i hovedrollen som Liz, og ikke nok med det, så ved vi allerede nu, at hun også medvirker i Perkins' næste film 'The Young People', som står til at udkomme på amerikansk jord næste år.

'Keeper' får biografpremiere den 13. november.