Her er den store guide til biografernes mange film i marts
En ny måned betyder nye film i biografen. Marts er ingen undtagelse. Man kan derfor se frem til en lang række alsidige biograffilm, der vil tilfredsstille store som små.
Der venter bl.a. animationsfilm for hele familien, et vådt gys og et komisk mordmysterie, videre til et Oscar-nomineret drama, en dansk komedie og ikoniske spøgelsesjægere, mens man også kan glæde sig til både gigant-monstre og en prisvindende dokumentarfilm.
Udvalget af film i denne artikel bygger på vores liste over kommende film, der udelukkende indeholder titler, som filmudlejerne har betalt for at have eksponeret på kino.dk. Se den komplette liste over film i biografer tilknyttet kino.dk her.
Klik på titlerne for mere information, trailers og billetter.
Kung Fu Panda 4 - biografpremiere den 7. marts
Animationsfilmen er det nyeste kapitel i filmserien om kampsportspandaen panda Po, der efter mange strabadser opfordres til at tage en slapper. Det er dog lettere sagt end gjort. Po ender nemlig med atter at stå over for sin del af udfordringer, hvor bl.a. forbryderen Kamæleonen er på spil.
Jack Black lægger atter stemme til Po, mens stemmecastet bl.a. også består af Angelina Jolie, Seth Rogen, Dustin Hoffman og Jackie Chan. Filmen vises både med engelsk og dansk tale, hvor man i sidstnævnte version finder Rune Klan som Po.
Kalak - biografpremiere den 7. marts
'Kalak' er baseret på Kim Leines selvbiografiske debutroman fra 2007. I filmen følger man Jan, der som ung blev misbrugt af sin far. Senere i livet bor han nu i Grønland med sin hustru og to børn. Fortidens mørke plager fortsat Jan, der forsøger at finde sin plads i livet og Grønland.
Instruktør Isabella Eklöf har tidligere stået bag den anmelderroste Holiday. 'Kalak' har allerede fået international anerkendelse, da den modtog to priser på San Sebastian Filmfestivalen, herunder en særlig Jury-pris til Eklöf, mens Nadim Carlsen vandt for sin fotografering.
Smoke Sauna Sisterhood - biografpremiere den 7. marts
Dokumentarfilmen foregår i en glohed sauna i midten af en skov, hvor en gruppe kvinder deler deres mest personlige historier om sex, lyst og skam blander sig med latter, mens der opstår et helt særligt bånd imellem kvinderne.
Filmen er Estlands Oscar-bud og har allerede vundet flere priser, bl.a. for Bedste dokumentar ved European Film Award. 'Smoke Sauna Sisterhood' er en del af Filmportens program.
Night Swim - biografpremiere den 14. marts
I gyseren gemmer uhyggen sig under vandoverfladen, når en lille familie flytter til et nyt hus med stor, lækker swimmingpool. Men en mørk hemmelighed hviler over huset og fortiden truer med at udløse en ondsindet kraft.
Filmen er produceret af Blumhouse, der står bag en længere række af gyserhits, bl.a. Sinister og Insidious.
De raske og de rå - biografpremiere den 14. marts
Her er tale om en sød og sjov animationsfilm fra producenten af Shrek. Man møder her en ung og lovende racerkører, der pludselig får chancen for at konkurrere mod den regerende mester.
Med hjælp fra en tidligere stjerne i racer-verdenen må han tackle farligt terræn, udfordrende rivaler og flere forhindringer for at bevise, at han har det, der skal til!
Jeg er morderen! - biografpremiere den 14. marts
Mesterinstruktøren François Ozon er tilbage! Denne gang med en komedie, der handler om den talentløse skuespiller Madeleine, der står anklaget for mordet på en berømt filmproducent og hendes bofælle Pauline. Men hvad er nu egentlig op og ned i sagen?
François Ozon har tidligere stået bag film som Selv i de bedste hjem, Ung og smuk og Sommeren '85. På rollelisten finder man bl.a. Isabelle Huppert (Elle, Pianisten).
Ghostbusters 4: Frozen Empire - biografpremiere den 21. marts
I denne efterfølger til Ghostbusters: Afterlife følger man atter Ghostbusters-holdet af gamle og nye medlemmer, der er tilbage til, hvor det hele startede, nemlig i New York, hvor sommeren bliver iskold, da byen fryser til is og nye spøgelserne dukker op.
Legenderne Peter Venkman (Bill Murray), Winston Zeddemore (Ernie Hudson) og Ray Stantz (Dan Aykroyd) er tilbage med bl.a. også Paul Rudd, Finn Wolfhard, Mckenna Grace og Carrie Coon på rollelisten.
Past Lives - biografpremiere den 21. marts
Det romantiske drama handler om de dybt forbundne barndomsvenner Nora og Hae Sung, der årtier efter at være blevet splitte fra hinanden, genforenes i en skæbnesvanger uge, hvor de konfronteres med begreber som skæbne og kærlighed.
Nora spilles af Greta Lee fra serier som 'The Morning Show' og 'Girls'. Overfor hende finder man bl.a. Teo Yoo (Decision to Leave). Filmen er nomineret til to Oscars, bl.a. for Bedste film.
Jagtsæson 2: I medgang og modgang - biografpremiere den 21. marts
Den danske komedie er efterfølgeren til Jagtsæson fra 2019. Mille Dinesen, Stephania Potalivo og Lærke Winther er alle tilbage som veninderne Eva, Bella og Marlene. Denne gang har Eva mistet sit job og har det i det hele taget ret nederen.
Til gengæld er Marlene blevet forfremmet, mens Bella skal giftes med Evas eksmand - hvilket kun gør det hele værre. Men så øjner Eva muligheden for et nyt job ved at arrangere Bellas polterabend. Det bliver på ingen måde den polterabend, som Bella havde drømt om.
Harepatruljen: Det store æggekup - biografpremiere den 21. marts
Animationsfilmen handler om Max, der har opnået sit livs drøm: Han er den første storbyhare, der nogensinde er blevet valgt til mester-hare. Nu må han sammen med sine venner finde sin helt egen superkræft, så han kan beskytte påsken.
Men så sker det utænkelige: Påskeharernes magtfulde og magiske Guldæg bliver sort - hvilket betyder, at påsken er i stor, stor fare! Leo, som er lederen af en bande storbyharer, ønsker nemlig at afskaffe påsken, og han narrer en rævefamilie til at stjæle alle påskeæg.
Godzilla x Kong: The New Empire - biografpremiere den 27. marts
Opfølgeren til Godzilla vs. Kong fra 2021 byder igen på de to giganter, hvor man denne gang dykker ned i de legendariske titaners oprindelseshistorie og andre mysterier om Skull Island.
Brian Tyree Henry kan igen ses som Bernie Hayes, mens også Rebecca Hall vender tilbage i sin respektive rolle som Ilene Andrews. Instruktøren Adam Wingard er tilbage bag kameraet.