Her er din eneste chance for at se ny gyserfilm med Benedict Cumberbatch i biografen

Gysergenren er i årevis blevet brugt til at håndtere alle de hårde og skræmmende ting, livet byder os. Særligt sorgen kan være noget af et monster.
Og det er netop sorg, som nu skildres i den kommende film The Thing With Feathers, som man for eneste gang i Danmark kan opleve på gyserfilmfestivalen Blodig Weekend, der løber fra den 12.-16. november i både København, Aarhus og Odense.
Se det fulde program for filmfestivalen Blodig Weekend 2025 lige her.
'The Thing With Feathers' bliver vist i Empire Bio i København torsdag den 13. november kl. 17, samt i Café Biografen i Odense søndag den 16. november.
Her kan man se Benedict Cumberbatch i hovedrollen som en far, hvis eksistens oprives efter hans kones pludselige død. Samtidig med at han nu skal lære at passe på sine to sønner alene, så begraver han sig i sit arbejde som illustrator for at håndtere omvæltningen.
Det bliver dog endnu sværere at vende tilbage til normalen, da familien snart hjemsøges af en uvelkommen, mystisk skikkelse, der gemmer sig i skyggerne.
Filmen er baseret på bogen 'Grief Is the Thing with Feathers' af Max Porter fra 2015, samt det tilhørende teaterstykke, som havde irske Cillian Murphy i hovedrollen. Den kommende filmversion af fortællingen er skrevet og instrueret af David Southern, som tidligere primært har beskæftiget sig med dokumentarfilm, bla. 'No Distance Left to Run' (2010) om det britiske rockband Blur.

Tilbage i 2023 udtalte Cumberbatch sig til Deadline omkring, hvorfor han valgte at ja til rollen.
- Jeg var skeptisk over en filmindspilning i starten, da jeg er stor fan af både Max Porters ekstraordinære bog og Enda Walshs teaterstykke. Men at læse Dylan Southerns manuskript vækkede mindet igen om at læse den brutale fortælling for første gang, fortalte han.
Skuespilleren uddelte også store roser til netop manuskriptet på filmen og Sourthern, der "håndterer Porters poetiske sprog på mesterlig vis."
Instruktøren selv havde også sin film med på Sundance Film Festival i år, hvor han gav et indblik i sin egen oplevelse med bogen, sit forhold til sorg, samt hans spring til fiktionsfilm.
- Bogen blæste mig bagover. Den fik mig til at indse, at jeg bar rundt på nogle ting, som jeg ikke havde bearbejdet endnu, fortalte han.
Han beskriver fortællingen som "rodet": Både uhyggelig, tragisk og endda sjov.
- Jeg tror at starte i gysergenren føltes rigtigt, fordi de første stadier af sorg også føles som en gyser, ikke? Jeg tror netop, den genre giver dig lov til at åbne op for noget saftigt, ægte og frastødende. Hvor rodet sorgen er, hvor rodet livet er.
Blodig Weekend præsenterer omkring 20 skræmmende film. Alle vises i Empire Bio i København, mens man i Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense kan se et mindre udsnit af titlerne.
'The Thing With Feathers' bliver vist i Empire Bio i København torsdag den 13. november kl. 17, samt i Café Biografen i Odense søndag den 16. november med intro af Jane Valeur.








