Hollywood-stjerne afslører: Overvejer at flytte til Danmark
I fredags var der fint besøg på Refshaleøen i København, da Narnia-, Maze Runner- og Guardians of the Galaxy-stjernen Will Poulter sammen med den amerikanske instruktør Reinaldo Marcus Green (King Richard) var forbi for at holde en talk i Nomas ikoniske lokaler.
Selvom den verdenskendte restaurant ikke har åben for tiden, da de dette efterår har rykket deres foretagende til Japan, står lokalerne ikke tomme. Heartland Festival har nemlig overtaget lokationen og afholder indtil midten af december en lang række kulturarrangementer.
Et af disse arrangementer løb af stablen i fredags, hvor talken med Green og Poulter fungerede som hovedret.
Sidstnævnte har allerede et lidt særligt forhold til stedet. Udover at medvirke i en lang række store, kendte blockbusters har Poulter nemlig også spillet en birolle i den populære kokkeserie 'The Bear', som faktisk har flere scener i København og omkring Noma.
Desværre nåede Poulter aldrig at komme til København under optagelserne, da alle hans scener blev filmet i Chicago til skuespillerens store ærgrelse.
- Ingen var mere ked af det, end jeg var, sagde Poulter til arrangementet.
- Noma har selvfølgelig været så fantastisk for serien. Jeg er kun en lille del af serien, men jeg ved, at The Bear-holdet er så taknemmelige for den måde, at Noma virkelig åbnede sine døre i bogstavelig forstand til os.
- Det jeg fortryder mest er, at jeg ikke fik lov at komme til København, da vi optog det afsnit, men næsten lige efter, vi var færdige, havde jeg fri i en periode, og Noma var søde at invitere mig til at spise her.
- Så jeg kom lige efter, jeg var færdig med at optage, og havde faktisk ikke lyst til at tage herfra igen. Det er så skønt, at jeg overvejer stadig halvt at flytte hertil.
Will Poulter er ikke den eneste Hollywood-stjerne, der på det sidste har fået øjnene op for vores lille land, som denne sommer har tiltrukket en lang række kæmpestjerner fra Matt Damon til Bradley Cooper til stjernen fra 'The Bear', Jeremy Allen White, m.fl.
Resten af eventet forløb med, at Poulter og Green hver især fortalte om deres 5 yndlingsfilm. Poulters valg faldt på Hook, Detroit, Victoria, This Is England og Dog Day Afternoon, og Greens valg var Do the Right Thing, Boyz n the Hood, Good Will Hunting, Rain Man og Goodfellas.
Inden han tog turen forbi den danske hovedstad, har Poulter deltaget i Toronto Film Festival, hvor hans kommende film 'On Swift Horses' har haft verdenspremiere. Vi ved endnu ikke, om filmen får dansk biografpremiere.