Hollywood-stjerne om Nolan-klassiker: "Jeg er lort i den film"

Guy Pearce skulle vist ikke have genset sin tidligere film
Memento
(© Summit Entertainment / Memento)

Christopher Nolan brød igennem i Hollywood med sin blot anden spillefilm, den kringlede thriller Memento, der populært sagt fortælles baglæns.

I den altoverskyggende hovedrolle ses Guy Pearce som Leonard, der lider af en skadet korttidshukommelse og jagter sin hustrus morder.

Den australske skuespiller var allerede et kendt Hollywood-navn, bl.a. via sin optræden i L.A. Confidential, men hans præstation i 'Memento' bragtes nok i dag blandt stjernens bedste. Dog ikke i hans egen bog. Det fortæller han i et nyt interview med The Times.

Guy Pearce, der netop har fået karrierens første Oscar-nominering for sin rolle i The Brutalist, afslører nemlig, at han for nyligt har genset Nolan-filmen, og han var langt fra imponereret over sin egen præstation.

- Jeg har en eksistentiel krise. Jeg så 'Memento' forleden, og jeg er stadig deprimeret. Jeg er lort i den film. Det har jeg aldrig tænkt før, men jeg lavede en Q&A omkring 'Memento' tidligere på måneden og besluttede mig for faktisk at se filmen igen.

- Men mens jeg så den, gik det op for mig, at jeg hadede det, jeg gjorde med rollen. Og alt det postyr omkring, at det er en chef hos Warners skyld, at jeg ikke arbejdede med Chris igen? Det hele styrede sammen. Jeg ved, hvorfor jeg ikke har arbejdet med Chris igen - det er fordi, jeg ikke er god i 'Memento'.

I sidste del refererer Guy Pearce til en historie, der kom ud i december, hvor skuespilleren i et interview med Vanity Fair afslørede, at en chef hos Warner Bros. i flere omgange havde været en stopklods for, at stjernen kunne samarbejde med Christopher Nolan igen.

Det lyder nu til, at Pearce er lige hård nok ved sig selv - og vi er nok masser af Memento-fans herude, som kan fortælle ham, at det står helt anderledes til. Vi ønsker ham al held og lykke med sin Oscar-nominering. Se alle de nominerede her.

'The Brutalist' får dansk biografpremiere 27. februar.

Nyeste film i biografen