Hollywood-stjerneskud bryder sig ikke om ét særligt aspekt ved filmbranchen

"Vi mister vores menneskelighed og integritet"
Scream 6
(© SF Studios / Scream 6)

Jenna Ortega er en af Hollywoods mest spændende, unge navne. Hun har allerede etableret sig i gyserfilmene Scream 5 og Scream 6 samt i The Addams Family-serien 'Wednesday'.

Egentlig skulle den 21-årige stjerne have været med i 'Scream 7', men efter medspilleren Melissa Barrera blev fyret pga. udtalelser om krigen i Gaza, forlod Ortega efterfølgende projektet med begrundelsen, at der var konflikt med indspilningerne af 'Wednesday' sæson 2.

Nu udtaler den amerikanske skuespiller sig i et interview med Vanity Fair, hvor hun sætter flere ord på sin holdning til filmbranchen og i særdeleshed ét aspekt ved den. Nemlig den politiske korrekthed.

- Branchen, vi arbejder i, er meget fintfølende. Alle vil gerne være politisk korrekte, men jeg føler, at når man gerne vil det, så mister vi meget af vores menneskelighed og integritet.

Jenna Ortega efterlyser tydeligvis en større grad af ytringsfrihed i filmbranchen. Hun fortsætter:

- Jeg ville ønske, at vi bedre kunne have en samtale. Forestil dig, hvis alle kunne sige, hvad de følte og ikke blive dømt for det, og om noget, udløste det en slags debat, ikke et skænderi.

Jenna Ortega er snart aktuel i biografen med efterfølgeren til 1988-gyser-komedien Beetlejuice, når hun medvirker i Beetlejuice Beetlejuice. Den kan du læse mere om her.

Som tidligere nævnt er hun også med i 2. sæson af Netflix-serien 'Wednesday', der forventes at få premiere i 2025.

LÆS OGSÅ: 'Scream 7' er på sporet igen: Hovedrolle vender tilbage

LÆS OGSÅ: Drilsk dæmon vender tilbage i nyt kig på 'Beetlejuice Beetlejuice'