Hovedrolle forsvarer udskældt Alien-film: "Det var meget idiotisk"

Med den biografaktuelle Alien: Romulus er en gammel debat i franchisen blevet genoplivet.
I et interview med Deadline forsvarer Sigourney Weaver nemlig nu Alien 3 og instruktøren David Fincher, hvilket måske sætter filmens modtagelse i et nyt lys her 32 år senere.
Da 'Alien 3' ramte biograferne i 1992, var det med stor spænding og forventning fra de mange fans af den populære science-fiction-franchise. De to foregående film, Alien og Aliens, havde sat nye standarder inden for genren og opnået enorm succes, hvilket også resulterede i henholdsvis en og to Oscar-statuetter.
Forventningerne til 'Alien 3' blev dog aldrig indfriet, og filmen blev mødt med en del kritik, blandt andet fra den velrespekterede filmanmelder Roger Ebert, der brugte ord som ”langtrukken” og ”gentagende,” da han beskrev filmen som "den flotteste dårlige film, jeg har set i lang tid."
I en tidligere udgave af vores podcast 'Flashback' dykkede vi også ned i David Finchers spillefilmsdebut, og de kontroverser der omringede 'Alien 3' - og som nær havde kostet ham karrieren, før den for alvor var gået igang.
Du kan lytte til afsnittet af vores podacst herunder - eller på din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):
Og nu, selvom der er gået 32 år siden filmens premiere, er det hovedrolleindehaver Sigourney Weavers tid til at adresere kritiken vedrøende filmen. En kritik hun stadig ikke har glemt.
I det nye interview forsvarer Alien-hovedrollen ikke kun instruktør David Fincher, men sender samtidig en stikpille til studiet bag filmen, 20th Century Fox.
Weaver fortæller, at den dengang unge instruktør fik sin vision for filmen ødelagt af studiet, og at hver eneste dag var en kamp mellem ham og studiecheferne.
Fincher overtog instruktørstolen efter giganterne Ridley Scott og James Cameron, og det var hans første spillefilm. Ifølge Weaver blev Finchers vision for filmen undergravet af studiet, som konstant kæmpede imod hans kreative kontrol.
- Jeg kunne mærke, at David hver dag måtte kæmpe for at få lov til at filme det, han ønskede. Og jeg er ked af, at han ikke fik chancen for at gøre manuskriptet til sit eget, inden vi begyndte.
Weaver påpeger desuden, at der var en markant mangel på støtte fra studiet, hvilket gjorde situationen endnu sværere.
- Det var et overgangsøjeblik, hvor studierne gik fra at handle om 'lad os lave gode film' til 'lad os ikke tabe penge.' De havde den gode idé at hyre David Fincher til hans første film, men at de så ikke støttede ham, var meget idiotisk.
I 2009, næsten to årtier efter filmens premiere, valgte David Fincher også at tage afstand fra filmen, da han i et interview med The Guardian udtalte, at ingen hader filmen mere end ham selv, og at han under produktionen indså, at det at lave gode film ikke altid er en prioritet for studiet.
Heldigvis for David Fincher fik modtagelsen af ’Alien 3’ ikke afsporet hans karriere. Han har sidenhen opbygget et succesrigt CV med ikoniske film som Se7en, Fight Club, og The Social Network og er i dag anerkendt som en af de mest respekterede instruktører i filmbranchen.







