Instruktør bag ny dansk film: "Jeg har selv savnet at se nogle andre typer piger og kroppe på film"

Interview med Joachim Fjelstrup og Emilie Thalund
Vægtløs
(© Louise McLaughlin)

I den nye danske film Vægtløs møder vi pigen Lea (Marie Helweg Augustsen). Hun tager på en sommerkoloni, bl.a. for at tabe sig. Hun bliver hurtigt venner med sin værelseskammerat, Sasha (Ella Paaske), og selvom pigerne er et umage par, knytter de et tæt bånd.

Samtidig bliver Lea mere og mere opmærksom på sin egen seksualitet. Hun betages af den voksne, mandlige pædagog Rune, som i løbet af sommeren ender med at gå over den unge piges grænser.

'Vægtløs' har allerede fået stor opmærksomhed i udlandet. I september vandt den hovedprisen i New Directors-programmet på San Sebastián International Film Festival, og siden har den haft premiere på filmfestivaler i London, Riga og Thessaloniki. Senest vandt den to flotte priser til Göteborg Filmfestival.

Nu rammer filmen så endelig de danske biografer – og i den anledning har vi haft besøg af den spillefilmsdebuterende instruktør Emilie Thalund og skuespiller Joachim Fjelstrup, som spiller pædagogen Rune.

Læs et uddrag af interviewet herunder, eller se det hele i videoen nederst i artiklen.

For Emilie Thalund har det været centralt, at en af de piger, der normalt ikke har hovedrollerne i dansk film, fik sin velfortjente skærmtid. 

- Jeg har selv savnet at se nogle andre typer piger og kroppe på film, især i min egen opvækst. Derfor var det også meget tidligt vigtigt for mig, at Lea skulle have hovedrollen. Hun skulle ikke være birollen længere. Det skulle ikke være "klovnen" eller en funktion i kraft af sin størrelse, men vise hende som det fulde menneske, hun er. Det er både de gode sider, og de grimme sider. 

- Men jeg ville i høj grad også gerne give den unge pige noget agens og begær, og vise at det er sådan her, hun ser ud. Det er et forsøg på at give det noget respekt og noget omsorg, som jeg virkelig synes, at vi har manglet.

Joachim Fjelstrup vidste godt fra start af, at han gik ind til en rolle, som indeholder en del konflikt.

- Min første reaktion var, at nu kommer folk til at hade mig.

- Når man hører, at jeg spiller en voksen mand, der har en form for intim relation til en ung teenager, så er det noget, som folk kan have meget stærke reaktioner på. Enten er det "fuck hvor klamt" eller så er det mere ovre i "det er jo over den seksuelle lavalder, så det var fint nok"-agtigt. Magtmisbrug, og hvad er magt egentlig, hvis man ikke bestemmer over nogen. Jeg kunne mærke, at denne film var alt det inde i mellem. Det var kompleksiteterne i det, som var spændende.  

Se vores video-interview nederst i artiklen. En video mere vil blive offentliggjort efter filmens premiere, hvor vi dykker mere ned i en af filmens centrale scener.

'Vægtløs' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen