Jørgen Leth medvirker i TV 2-programmet 'Det sidste ord'

Jørgen Leth døde i mandags, 88 år gammel. Inden sin død nåede han dog at indspille et interview med Mikael Bertelsen til TV 2-programmet Det sidste ord.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Filmskaberen, Tour de France-kommentatoren og forfatteren Jørgen Leth var kendt for sin eminente formidlingsevne. Som instruktør stod han bl.a. bag 'Det perfekte menneske', 'En forårsdag i helvede' og 'Det gode og det onde'. Sidstnævnte spillede en væsentlig rolle i interviewet med Mikael Bertelsen til 'Det sidste ord'.
I TV 2's pressemeddelelse udtaler Bertelsen:
- Da jeg forberedte samtalen med Jørgen Leth, ønskede han, at der skulle være en napoleonskage i baglokalet til tv-studiet og en flaske af hans yndlingssnaps i kulissen. Flasken blev der ikke taget hul på, for da vi først kom i gang, så gav det sig selv. Måske fordi vi var i det samme studie, hvor Jørgen Leth for mange år siden optog filmen 'Det gode og det onde'.
Programmet 'Det sidste ord' er kendt for at blive indspillet og gemt på, indtil efter den kendte hovedperson er død. Tidligere har Mikael Bertelsen bl.a. talt med Jytte Abildstrøm, Erik Clausen, Peter Belli, Ritt Bjerregaard og Lise Nørgaard.
'Det sidste ord' med Jørgen Leth kan ses på TV 2 og TV 2 Play fra søndag den 5. oktober kl. 20.00.











